Cecilie Olrik: Min bedste veninde. Aschehoug 2004. 299 sider, 199 kr.

Den 27-årige bibliotekar Charlotte Frejgaard fortæller historien. Hun er den let bevægelige, en smule flagrende pige, der kom fra det jyske og faldt godt til i hovedstaden, hun er optimistisk og hun har et skarpt blik for tilværelsens morsomme – ofte galgenhumoristiske – pointer. Barndomsveninden Helle repræsenterer det modsatte. Hun har fra begyndelsen styr på sit (og såmænd også andres) liv, Helle lægger planer og gennemfører dem. Det gælder også ægteskabet med den lidt kedelige Klaus, og det gælder det velordnede parcelhus i Herning.

Charlotte er gudmor til Helles og Klaus’ fem-årige Kristina, men siden har tiden og dagligdagen ikke tilladt hyppig kontakt. Måske derfor overhører hun nogle svage faresignaler, da hun omsider besøger Helle. Og kort efter sker katastrofen. Kristina bliver offer for et modbydeligt seksualmord. Helle bryder naturligt nok sammen, og Charlotte møder en voldsomt forandret veninde, da hun besøger Helle på psykiatrisk afdeling. Helle har kigget gerningsmanden ud, en tidligere dømt pædofil, og hun har lagt en plan. Charlotte skal slå ham ihjel. Charlotte lader sig overtale, og hun har altid holdt det, hun lovede. Men er det så nok for Helle?

Cecilie Olrik lægger op til en debat om selvtægt, ikke mindst med en række diskussioner, hvor argumenter for og imod vendes omhyggeligt. Det kan lyde en smule i retning af en socialpsykologisk afhandling, og i så henseende gør forfatteren det lidt for nemt, da hun lader Helles videre færd kamme over i det slet og ret psykotiske. Det er imidlertid først og fremmest en roman, og som debut betragtet endda en lovende roman. Plottet er godt, der er fart over feltet, og sit dystre emne til trods bliver læsningen underholdende, især i kraft af den kække stil og de mange sorte vitser.

Værd at læse.