Frode Z. Olsen: I skyggen af den tredje mand. Forum 2001. 285 sider. 248 kr.

Historien foregår i Wien i slutningen af august og begyndelsen af september 1990. Den fortælles af Martin Davis, der er detective superintendent ved Scotland Yard, udstationeret til den engelske ambassade i Østrig som forbindelsesofficer i narkosager. Det hele begynder, da en britisk statsborger - den 28-årige Rita Andrews - arresteres i Wiens lufthavn med et kilo kokain i bagagen, tilsyneladende indsmuglet fra Brasilien. Umiddelbart en trist rutineaffære, men den vækker interesse i London, fordi Ritas navn er dukket op i periferien af en indviklet sag om en aldeles modbydelig narkobande. Yarden sender den unge, iltre Tim Lynch, Martins tidligere protegé, til Wien. Så går rouletten. Tim giver pokker i etiketten for politimæssig udfoldelse i et fremmed land, ligesom det østrigske politis (kompetente og væsentlige) undersøgelser efter hans mening må vige for yardens interesser. Da han oven i købet så småt bliver lun på Rita, går det helt galt.

Østrigerne har deres foreløbig skjulte dagsorden. Rita vil ikke navngive de personer, hun har haft kontakt med, men omtaler dem dog uden nærmere identifikation. Og den tredje mand, hun omtaler, får narkopolitiets chef på banen - kan det være Hugo Linden? Den bagmand, man har troet dræbt ved en trafikulykke et par år før?

Først på dette sene tidspunkt når romanen frem til lidt drama og action. Indtil da er det redelig, nærmest lærebogsagtig beskrivelse af politi- og forhørsmetoder, internationalt politisamarbejde m.v. Forfatteren er politimand med mange års erfaring i bekæmpelsen af grænseoverskridende kriminalitet, og han har været udsendt som forbindelsesofficer i Wien. Det borger antagelig for realismen, men det tilfører desværre ikke personerne liv eller miljøet farve. Superskurken Linden er kun en svag afglans af den Harry Lime, som - for evigt støbt i Orson Welles forsorne, charmerende farlighed - gjorde “Den tredje mand” til et begreb med filmen fra 1949 og senere Graham Greenes romanversion af drejebogen. Linden får aldrig Harry Limes mulighed for at forklare sin afsporede synsvinkel og dermed skræmme læseren (tilskueren) for alvor. Det er dumdristigt at påkalde det forbillede og dermed den målestok.

Frode Z. Olsens roman er sympatisk, men ikke engagerende og slet ikke skræmmende eller spændende. Der er et par interessante, ny betragtninger, som nok er en eftertanke værd. Den østrigske politichef tror ikke på klicheen om, at bagmanden i virkeligheden er en velsitueret, “nobel” borger: Det er den intelligente gadebisse; ham som er vokset op med vold som en del af sit eget og omgivelsernes adfærdsmønster, men samtidig også ham, som er i stand til at bruge hovedet til at tage ved lære. Skurken i velhavervillaen er en rekvisit fra underholdningsbranchen. - Et andet sted anfægtes den første prioritet, som i alle lande er tillagt bekæmpelsen af narkokriminalitet. Det er måske blot udtryk for en mediefidus: Der er efterhånden ikke aviser, som seriøst behandler de stigende problemer med indbrud i private hjem - eller de mange døde og kvæstede i trafikken. Og det selv om disse problemer koster samfundet meget mere end narkotikamisbrug. Men når der fanges et sølle skrog i lufthavnen med et kvantum narkotika, så kan man endnu være sikker på, at det havner på avisernes første sider.