Frode Z. Olsen: København – Bagdad. Ries 2010. 318 sider, 329 kr.

Frode Z. Olsen fortæller i sin fjerde spændingsroman to historier. Den ene handler om nogle dilettantiske pyromanbrande i København, den anden om Kamal, der ligger i koma på Rigshospitalet efter et fald fra sjette etage. Var det en ulykke, et selvmordsforsøg eller et drabsforsøg? For det sidste taler, at han var jaget og omsider kredset ind af tre amerikanske efterretningsfolk med tilknytning til USA’s engagement i Irak.

Politiet har arresteret de tre amerikanere, men der er ingen beviser, og efter en henvendelse fra den amerikanske ambassade løslades de. Deres rute går straks til Bagdad, og samme vej skal Frode Z. Olsens hovedperson fra hans forrige roman, den kløgtige kriminalinspektør Arne Bellmann, der har en interessant evne til at være til stede og alligevel et par skridt foran, som det hedder. Bellmann skal forhandle med de irakiske myndigheder om dansk bistand til opbygningen af et nyt politikorps i det plagede land, men naturligvis bliver han hurtigt rodet ind i efterforskningen af sagen fra København.

Romanen giver god besked om de mange knaster, der kommer i vejen for forsøget på at indføre danske politinormer i en fremmed kultur, hvor korruptionen nærmest er voksende efter diktaturets fald. Der ofres mindre plads på Bellmanns efterforskning. Til gengæld opklares brandstiftelserne i København prompte, ikke ved en brillant indsats fra politiet, men ved en kontorassistents rettidige omhu – og det er jo fornøjeligt nok.

Historien fortælles i jegform, og ordet går på skift til en håndfuld personer. Det gør det – i al fald for undertegnede – lidt svært at følge med. Forløbene komme til at flimre, fordi det enkelte ”jeg” naturligvis kun kender til tingene fra sin egen udkigspost og dermed ikke uden videre kan fortsætte, hvor tråden blev sluppet af det forrige ”jeg”. Det er en ambitiøs komposition, og den lykkes desværre kun delvis.

En ikke uinteressant historie, flere ting at tænke over, men kun beskeden spænding.