Leo Ottosen: Det store kup. Risgaarde 2008. 381 sider, 250 kr.

En pensioneret lærer i 60’erne fascineres af et spektakulært røveri af omkring 40 mio. kr. fra en pengetransport. Det bliver begået i november 2000, og oplysningerne om det rummer en række selvmodsigelser. Der er så at sige efterladt visitkort på stedet, og politiet har dermed fra starten navnet på en af de skyldige. Efterhånden har de fat i hele gruppen – og bevismateriale nok til at få dem dømt også for et tidligere tilsvarende røveri, der indbragte i omegnen af ni mio. kr. Men kun en brøkdel af pengene kommer nogensinde for dagens lys. Og der fremkommer aldrig en forklaring på, at de to hovedgerningsmænd så at sige meldte sig selv. Hvis der er en skummel bagmand, afsløres han ikke.

Den lidt rastløse lærer keder sig i sin tredje alder. Han fortæller i jegform, og han kalder sig da også et sted for Leo Ottosen. Han fører over flere år en slags logbog over det, der kommer frem om de to røverier, og han ræsonnerer – ofte ganske begavet – over, hvordan de oplysninger skal tydes, hvilke planer røverne har haft, og hvordan de kan have forsøgt at sikre sig imod de stærke kræfter i den kriminelle underverden, der givetvis jagter dem for at rage byttet til sig. Havde de realistiske muligheder for at flygte til udlandet og få pengene med sig? Har de valgt at grave millionerne ned, eller er der en gedulgt hvidvaskning i gang? Meget udredes i dialoger med hustruen, der beredvilligt stiller op, også når gemalen bliver utåleligt docerende og patroniserende.  

Ind imellem gælder det hans og konens daglige liv, deres rejser, deres sex og deres måltider. Eller litteratur (som han må have undervist i), flere gange i form af små afhandlinger, hvis emnekreds har plads til Herman Bang, Gustav Wied, Scherfig, Johs. V. Jensen, Olsen-banden og mange flere. Der traskes ud ad alle tangenter, associationerne myldrer frem og yngler på kryds og tværs.

Nogen konklusion når han ikke til. Han opregner mange modsigelser i røvernes adfærd – men kan så konstatere, at hele forløbet viser med al ønskelig tydelighed, hvor upålidelig en samarbejdspartner virkeligheden er for en forfatter.

Og det kunne ærlig talt være gennemskuet på færre sider.