Jacob Hedegaard Pedersen: Den gamle biograf. Tarot bog 4 - Den lille Arkana. Mønterne. Hovedland 2000. 362 sider, 268 kr.

I fjerde bind af Tarot-serien går det på ny voldsomt til i den lille jyske fjordby Vesterbæk. På overfladen er det f. s. v. nogle banale, borgerlige historier. Om kriminalassistenten, hvis parforhold ikke holder, da konens særbørn bliver teenagere. Om et par kammerater, der sammen satte gang i flækkens udbygning fra “altings stoppested” til en moderne industriby - men forelskede sig i samme pige, hvad der kostede det fortsatte venskab. Om fabrikanten, der kom i økonomiske vanskeligheder under besættelsen, men undgik fallitten ved at gifte sig med den lokale matadors gravide datter. Derimod ikke ret meget om det, der sært lokkende bebudes i romanens første sætning: “Dette er den sandfærdige beretning om de hændelser, der førte til den endelige lukning af biografen i Vesterbæk”.

Under provinsbyens nydelige dagligdag myldrer kravlet. Yghner-Gooths alter er endt i byen. Det er en enorm meteor, der oprindelig var offersten i bizarre ægyptiske ritualer, siden blev hjørnesten i Salomons tempel, så blev røvet af tempelridderne og fragtet til Skotland, hvor den tjente som centrum for en modbydelig Satan-kults udskejelser. Stenen suger blod, og blot at være i dens nærhed kan forvandle mennesker til dæmonbesatte uhyrer. Det er (med fire års forsinkelse) en slags forklaring på de splatteragtige mord, som Bjarne Ziel begik i et tidligere bind i serien - og det er antagelig baggrunden for drabene med års mellemrum, hver gang nogen vil benytte biografen (en opklaring i traditionel krimi-forstand leveres i al fald ikke). Det meste orkestreres af en tysk officer, der blev dræbt i treårskrigen for 150 år siden, og som nu lever videre som vampyr. Rædslernes rædsel er, når “Dyret” fra Johannes Åbenbaring viser sig. Det gør det!

Denne gang økonomiserer Hedegaard Pedersen med den lystne trampen rundt i pornografiske udskejelser og uappetitlige offerritualer. Så hvis man er til kvasireligiøs mystik i ravjysk hverdag, er “Den gamle biograf” nok sagen. Skrive kan forfatteren i al fald. - For undertegnede er tarot-serien især en bekræftelse af Chestertons påstand om, at vansindig overtro trænger ind, der hvor solid kristentro renses ud. Og det er ikke umagen værd at se den erfaring ubehageligt bekræftet over så mange sider. For fjerde gang.