Hans Schmidt Petersen: Den gode amerikaner. Aschehoug 2006. 350 sider, 279 kr.

Det foregår på Frederiksberg – omhyggeligt stedfæstet med gadenavne, bygninger etc. Det begynder med en række snapshots af almindelige mennesker i dagligdags situationer – og langsomt udvikler det sig til et surrealistisk mareridt, personerne viser sig at være mildt sagt usædvanlige, religiøst vanvid blusser op, medens den små Helene – der mere og mere identificerer sig med Jeanne dÁrc – brænder sit jordiske habengut og dermed starter et bål af mægtige dimensioner. Skindhandleren Louis (der formodentlig er titelpersonen, selvom hans amerikanske tilknytning aldrig bliver klar) vakler uforstående mod sin offerdød, og regeringen overvejer rådvildt, hvordan den skal gribe ind.

Bagsideteksten mener, at bogen har kriminalromanens form, men det er ikke træffende. Der er en mulig forbrydelse, da to smådrenge forsvinder med et par nætters mellemrum, måske som ofre for en pædofil drabsmand, der er en navnløs kommissær, som ikke opklarer noget som helst, og der er endelig en mystisk hvid hund, som trisser vidløst rundt både i Frederiksberg-historien og i et par afsnit, der er henlagt til Skjern.

Det er alt sammen prætentiøst og fantastisk (interiører, der skifter udseende fra sætning til sætning, personer der vistnok ændrer identitet etc.). Mening er der til gengæld ikke i galskaben, i al fald ikke en mening, som gik op for denne læser. De sproglige finurligheder forsøger hyppigt at fange Villy Sørensens stil, men savner hans pointer. De filosofiske indslag (fremført et par steder af en uidentificeret jeg-person) er irriterende banale.

På udgivelsesdagen bragte ”Politiken” en begejstret, nærmest benovet anmeldelse af denne ”genialt foruroligende ikke-krimi”. Angela Brink fandt, at den var ”en af de mest urovækkende romaner, der er set længe”, selv om heller ikke hun kunne sige, hvad den handler om.

Sådan kan man se så forskelligt på det. Jeg gabte kæberne af led.