Ole Petersen: Jerichos roser. Herodaman (Underskoven) 2008. 199 sider, 168 kr.

Hovedpersonen hedder Nikolaj Halvor Jakobsen. Romanen følger ham i to perioder af hans liv, dels som 6-7-årig dreng, længe i kærlig pleje hos mormor og morfar langt ude på landet i noget, der må være 1950’erne eller 1960’erne, dels som voksen mand i nutidens København. Det fortælles i et kapitel for hvert af alfabetets 29 bogstaver, først et afsnit om drengen ’Laj, så et afsnit om den voksne Halvor. De samhørende afsnit begynder med samme sætning, men er unægtelig forskellige derfra. Det lyder skematisk, men det viser sig at være en velfungerende komposition.

Drengen ’Laj har det godt, han er tryg og han har ubesværet fundet sig til rette i den næsten Morten Korch’ske idyl, hvor man kører hestevogn til mejeriet. Han leger som drenge altid har gjort det, fanger salamandere og spille fodbold, medens mormor disker op med nybagte boller og hjemmesyltede lækkerier. Alt sammen indtil ’Lajs mor og far sent dukker op og henter ham ”hjem” til storbyens farligere miljø – og til en afsluttende katastrofe.

Den voksne Halvor er totalt sindssyg. Han er bundet til ritualer (kulde, tæt barbering af hoved og krop etc.) og fikseret på den ”metodelyd”, han hele tiden lytter efter. Hans mission er rum efter rum at lukke ned, d.v.s. at slå ihjel. Og hver gang er hans signatur et par Jericho-roser. Han efterlader ved sit offers lig et par skåle, hvor rodknolden er lagt i vand, så den hurtigt kan blomstre op. Læseren må forstå, at der er tale om et hævntogt, de fem eller seks drab beskrives med brutal realisme, men motivet er kun i ét tilfælde forklaret. De dræbte har som regel ikke noget navn, og hvis der er en relation mellem offer og drabsmand, oplyses den ikke. ’Laj oplevede, at vi nogle gange bliver udsat for andres valg, og det truende budskab er den voksne Halvors mantra. En efterforskning er der ikke tale om, kun en enkelt gang eller to falder Halvors blik på en løbeseddel, der afspejler, at myndighederne er på jagt efter seriemorderen. Det fortælles der ikke noget om.

Hyggen dengang og rædslerne nu er naturligvis en farlig balance, men lykkes godt for den debuterende forfatter. Det er skrevet præcist og hvad angår afsnittende om ’Lajs barndom længe med en næsten rørende ømhed. Hvad genre, man kan henføre bogen til, får stå hen. Omslaget kalder det ”psykologisk thriller”, og gysende er det i al fald. Krimi kan man næppe tale om. Men en renfærdig og anderledes historie om konsekvenserne, da ”man gjorde et barn fortræd.