Eddie Thomas Petersen: Kettys blues. People’s Press 2005. 393 sider, 279 kr.

Rækkehuse på en stille vej i Brønshøj nær Utterslev Mose. Arne Brandstrup er modvilligt endt på efterløn, da hans lagerjob blev rationaliseret bort. Nu forsøger han at fylde alt for megen tid med lødig rockmusik – især optagelser af Rolling Stones. Og han forstyrres idelig af nabokonen, den knevrende, dumme og påtrængende Ketty. En dag bliver det for meget. Han langer ud efter hende, og død ligger hun for hans fødder.

Arne er naturligvis angst for følgerne. Han får liget skaffet bort, han søger at slette mulige spor, men der er et par, som han overser. Politiet har umiddelbart ingen grund til at mistænke den joviale mand med det trygge familieliv. Langsomt afsøger kriminalfolkene muligheder og blindgyder. Efterforskningen hviler især på den unge vicekriminalkommissær Robert Jensen, hvis ikke ukomplicerede tilværelse udredes i detaljer.

Spændingen skulle gå på, om Arne afsløres. Det er – trods enkelte gode overraskelser – for tyndt til at holde læseren fangen over næsten 400 sider. Man spises af med snapshots af livet på vejen, forberedelserne til årets vejfest og omfattende skildringer af et par naboer og deres problemer. Bagsideteksten taler om ”fordækte drifter og tilspidsede konflikter bag ligusterhækkene” og om ”spillevende satirisk og humoristisk samtidsroman”. Det lover mere, end forfatteren holder. Alt sammen er genkendeligt, men det gode hverdagsliv (med de konflikter, der følger med) er og forbliver jo trivielt for den udenforstående. Der skal mere end rutinemæssig realisme og småpudsigheder til, før læseren tænder – og det leveres ikke her.

Net og ordentligt. Dygtigt. Skrevet letflydende, læst lige så let. Men uinspireret som en sen episode i en tyndslidt tv-serie.