Hans Schmidt Petersen: Sneglens hus. C&K Forlag 2009. 312 sider, 300 kr.

Det begynder dramatisk. Et ældre par bliver slået ihjel på deres ensomt beliggende ejendom, og kort efter overgår samme skæbne tre ældre mennesker på en anden sønderjysk gård. Meget tyder på, at der er tale om afstumpede hjemmerøverier, selv om der egentlig ikke var ret mange værdier at tilegne sig på gerningsstederne. Den offentlige mening er hurtigt dannet: En østeuropæisk bande er kommet til Danmark. 

Kriminalkommissær Carsten Mathiesen fra Åbenrå-politiet er af den gamle skole. Hans job er et kald. Han mener, at han skal være med til at forhindre landet i at desintegrere. I hans øjne var politiet en produktiv størrelse. Han kom ikke bare, når forbrydelsen var blevet begået, og skyllede blodet væk, han gjorde langt mere.

Carsten søger efter spor og sammenhænge, og det raseri, som drabene afspejler, ligner efter hans mening ikke sporet efter professionelle forbrydere. Had findes ikke uden kendskab. Altså må han finde en skyldig, der har en forbindelse til ofrene og har et motiv, der kan forklare udåden. Det bliver en lang og sej efterforskning, som ikke bliver nemmere efter et tredje overfald, der bliver begået lige syd for grænsen. Det er en sag, der hører under politiet i Flensburg, repræsenteret af den mere kontante kriminalkommissær Christiane Müller.

Langsomt afdækkes mulige forbindelser mellem sagerne, men det er længe blot usikre antagelser, måske betydningsløse tilfældigheder og i al fald ikke beviser. Og da der faktisk lokaliseres en rumænsk bande i området, går det store politiapparat i sving, medens Carsten ikke skal stille spørgsmål, han skulle blot høre efter. Hans avancerede foresatte planlægger en teknisk perfekt operation med helikopterassistance, natbriller etc. Det udvikler sig unægtelig anderledes end forudsat, og de forhutlede forbrydere, som dog fanges, har intet med drabene at gøre. Fiaskoen må hegnes ind med en passende dosis bortforklaringer, og det mestrer regionpolitiets glatte talsmand. En ondartet parodi på en spindoktor.

Carsten er i mellemtiden reelt sat af sagen, men Christiane holder fast i samarbejdet med ham, navnlig efter at hun selv er kommet til kort i et hastigt forsøg på en snedig løsning. De moderne sindede politifolk spejder efter store linjer, Carsten følte, at sandheden lå i detaljerne. Måske var han helt forkert på den; men det var hans vej, og han var taknemmelig for, at hans overordnede lod ham i fred. Det bliver ikke overraskende Carsten, der til sidst gennemskuer, hvad der er sket – eller som måske hele tiden har haft en lurende fornemmelse af det.

Plottet er godt (om end løsningen tangerer et brud på en af ortodokse krimilæseres paragraffer). Der er måske lidt af en skuffelse, at sagen viser sig ikke at have noget at gøre med regionens komplekse forhold mellem dansk og tysk. Det sidste belyses ellers nuanceret og interessant.

Hans Schmidt Petersen, der er opvokset i det tyske mindretal, vandt i 1993 BogForums debutantpris med sin første roman. Han har siden skrevet både krimier og main stream romaner, både på dansk og på tysk – de tyske krimier er ikke udgivet på dansk. Det er en mand, der kan sit kram, og det mærkes fra første side.

Anbefales.