Therese Philipsen: Den tjekkiske forbindelse. Lindhardt & Ringhof 2007. 283 sider, 249 kr.

En dansk lastbilschauffør forsvandt for et halvt år siden i Tjekkiet. Vognen var tømt, så der var tale om et røveri. Sagen vakte en del opsigt, og tv-stationen følger derfor op, da chaufførens lig bliver fundet. Den unge journalist Bettina sendes derned, og hun finder hurtigt sin historie – men aner også, at drabet på chaufføren kun er et lille hjørne af en større sag.

Der viser sig adskillige muligheder. Chaufføren kan have været viklet ind i narkotransport. Måske prøvede han at snyde bagmændene. Eller der kan være tale om noget helt fjerde. Og de folk, han lagde sig ud med, kan være korrupte tjekkiske politimænd. Eller medlemmer af en hemmelig loge, der med kynisme (for ikke at sige sadisme) værner om lyssky interesser.

Egentlig efterforskning er der ikke meget af. Bettina arbejder pr. intuition. Der er hyppigt formuleringer som noget sagde hende, at … – og den slags siger jo ikke læseren ret meget. De folk, Bettina på den måde finder frem til, omkommer hastigt, medens hun selv hver gang mirakuløst redder sig ud af de livsfarlige situationer, hun tåbeligt render ind i. Til sidst viser et par ”venner” sig naturligvis at være fjender, og det hele forsvinder ud ad en aldeles usandsynlig tangent. Den oprindelige historie – chaufførens triste død – finder sin beskedne slutning, og den er på baggrund af de forudgående siders spektakulære larm ikke så lidt af et antiklimaks.

Therese Philipsens debutroman fik en usædvanligt barsk modtagelse. Kritikken kunne anholde både sproglige og genrebestemte klicheer, og det blev med rette påpeget, at troværdigheden er lav. Men det burde samtidig være nævnt, at underholdningsværdien længe er ganske høj, og at der også er originale ideer, som fortjener en bedre medfart. Romanen blev et sted nomineret som en ”stærk kandidat til årets elendigste krimi”. Det var ikke rimeligt. Debutromanen er ringe, men der kan skjule sig et talent for genren.