![]()
![]()
|
||||||
|
|
|
|
|
|
||
| Startside |
Danske spændingsromaner |
Oversatte spændingsromaner |
Artikler m.v. | Oversigter m.v. | ||
|
|
||||||
|
Torben Poulsen: Blafferen. Moskito 2003. 270 sider, 269 kr. |
||||||
|
Nyudnævnt TV-direktør efter en lidt spredt, men succesrig karriere i medieverdenen. Holdbart ægteskab, der har udviklet sig til godt kammeratskab. Stilrigtigt parcelhus i Allerød. Meget langt fra en ræverød fortid som blindt troende kommunist dengang først i 1970’erne. – Alt i alt har det flasket sig for den 52-årige Lars Amstrup. Hele denne borgerlige ramme går i smadder. Det begynder uskyldigt – Lars tager en smuk ung blaffer op. Der sker ingenting, men hun har nu etableret sig i hans tilværelse, og det var netop hensigten. Derpå forsvinder Lars’ lettisk fødte hustru under en ferie i New York, og da det kan konstateres, at hun (tilsyneladende frivilligt) er fløjet fra New York til Europa, er det ikke en sag, politiet kan tage sig af. Hun viser sig at være gidsel hos den russiske mafias celle i Riga, og mafiaen – repræsenteret ved blafferen og ved folk, som Lars kendte så udmærket for små 30 år siden – kræver nogle tjenester, hvis han vil se hende igen i live. Der er med andre ord tale om et klassisk thrilleroplæg, der også udvikler sig til en drabssag i København. Det er godt nok, om end ikke videre originalt. Desværre bliver det ved oplægget. Lars tumler frem og tilbage, plaget af uhyggeligive mareridt (som måske ikke kun er drømme). Man lærer ham imidlertid ikke at kende. Hans røde fortid rummer ikke skammelige hemmeligheder, han har blot som så mange udviklet sig fra naiv idealist til opportunistisk borgerdyr. Lars forsøger sig med lidt privat efterforskning, som hastigt løber ud i sandet. Tingene bare sker, og læseren må nøjes med at tage adskillige uhyggelige begivenheder til efterretning, for nogen forklaring bydes der ikke på. Forlagscirkulæret fremhæver, at Torben Poulsen har mange år bag sig som journalist i DR. Han kender miljøet indefra. Det er sikkert sandt nok, men de muligheder for satire eller afsløringer, som dermed skulle foreligge, bruges kun en enkelt gang i en fornøjelig scene, hvor en ung journalist og TV-darling kræver lønforhøjelse og så støder på Lars drevne forhandlingstaktik, vel slebet af i ungdomstiden. Lovende start, resten desværre tomgang.
|
||||||