Torben Poulsen: Gyngen. Moskito 2001. 365 s. 298 kr.

Det kører fint for Jesper Bæk. Et godt familieliv med sygeplejersken Lillian og to aldeles normale teenagebørn. Hus, bil og en sund om end anspændt økonomi. Jesper er souschef i den fynske landkommunes børnehave. Han er glad for jobbet og god til det. Sikkert tag på børnene, der holder af ham, og fortrinligt samarbejde med de fleste kolleger og forældre.

Så slår lynet ned. Et par frustrerede alenemødre med hævn- og jalousimotiver anmelder, at Jesper har pillet ved deres børn. Kammeraterne og lederen bedyrer ham deres fulde tillid, men kommunen må naturligvis skride til suspension. Lillian fortrøster sig på, at de er en stærk familie, men hun forudser ikke, hvor stor belastningen bliver. Politiet iværksætter selvsagt en normal, ”uhildet” undersøgelse. Det tager tid, før det kan konkluderes, at der ikke er belæg for en tiltale eller blot en sigtelse mod Jesper.

Den afgørelse løser ingenting, for dømt er Jesper allerede i den almindelige sladder. Foruroligede forældre kræver undersøgelse af, om der ”også” er sket overgreb mod deres børn. Der bliver stille, når Lillian kommer ind i vagtstuen på sygehuset. Kollegerne fra børnehaven må naturligvis være ”neutrale”, så der ikke skabes splid i forældrekredsen. Og hvor meget kan Lillian og Jesper trække på deres private netværk - er der ikke allerede en afstand, der markeres, når de ses? Formiddagspressen får fat i ”sagen” og sikrer sig en kioskbasker. Jespers børn udsættes for mobning, der slår ud i aggressioner hos drengen, hysteri og begyndende anorexi hos pigen. Kommunen ”omstrukturerer” sin dagpleje, så Jespers stilling bliver overflødig. Etc. Hvor meget kan ”den stærke familie” eller Jesper selv holde til?

Det er hårrejsende. Kværnen maler, der er ingen nødbremse. Det er forudsigeligt og uafvendeligt som en klassisk tragedie. Jesper er værgeløs. I en civiliseret retsstat skal tvivlen komme den anklagede til gode, men i beskyttelsen af børn skal tvivlen komme barnet til gode. Det eneste vidne er det barn, der måske, måske ikke er krænket. Småbørn er usikre vidner, kender ikke grænsen mellem fantasi og virkelighed, manipuleres let, overfortolkes af velmenende psykologer, og styres måske af en trang til at sige det, deres voksne vil høre.

Enhver forælder kan overveje sin egen reaktion. Der er ingen bekvemme svar, men måske kunne noget opnås ved at være mindre dygtige til – som børnehavens leder – at klare problemerne i stedet for at løse dem.

Det er en aktuel og relevant problemstilling – et velgørende korrektiv til den hetz, der har været rettet mod mandlige pædagoger i et par vildt rullende sager i de seneste år. Tilmed har Torben Poulsen formået at skabe troværdige personer i sin lavmælte, præcise roman. Og en ganske spændende læsning.

Kort sag: Bør (så pinagtig, som den er) ubetinget læses.