Erik Pouplier: Barbaroux’ sidste tørn. Siesta 2009. 127 sider, 149 kr.

Slagtermester Gustave Barbaroux er omsider gået på pension. Nu forslår han tiden med at spadsere rundt i Clos-de-Provence, veksle ord med tidligere kunder, lytte til lokal sladder, eller demonstrere sit petanque-mesterskab på torvets boulebane. For derpå at vende hjem til sin tro Floriannes kulinariske præstationer – hvis de da ikke går ud for at spise på en af byens fortrinlige cafeer.

Florianne har ellers nok at gøre som nyslået medlem af byrådet – med cykelstier som sit fremmeste programpunkt. Der er indtrådt et boom i byggebranchen i Clos, klimaet lokker stadig flere fremmede til. Det kræver omfartsveje, hvis ikke den indre by skal kvæles i bilernes udstødningsgas. Emnet er kontroversielt. De ”gamle” indbyggere vil gerne have profitten af den øgede omsætning, men de ser skævt til tilflytterne med deres anderledes sprog, vaner og adfærd.

Og sådan småsnakkes der kapitel for kapitel. Undervejs inddrages Barbaroux i en mordsag, da en entreprenant og ildelidt ejendomsmægler findes myrdet. Det sker nærmest i en bisætning, og det samme gælder Barbaroux’s inspirerede gæt på, hvem morderen kan tænkes at være. Baseret på en tynd, nærmest absurd iagttagelse.

Romanen præsenteres som Poupliers tiende og afsluttende beretning om Barbaroux’s meriter. Det begyndte i 1974, men det er første gang nærværende læser er med. Der er intet at komme efter for krimielskeren, men det er måske hyggelig læsning for den, der har tabt hjertet til landskaber, livsstil og mad i Provence, og som her får adskillige chancer for at nyde en pastis sammen med Barbaroux.