Thomas Qvortrup: Delvecchios dom. Gyldendal 2005. 301 sider, 275 kr.

Den amerikanske forsvarsadvokat er en af nutidens mytiske figurer. Sort bliver hvidt, nævningene manipuleres elegant. Klienten er indlysende skyldig, men der er allehånde muligheder for tekniske fif, og i sidste ende kan sagføreren harpe på et eller andet, som kan skabe en nok så hypotetisk tvivl om skyldspørgsmålet. Det hele er et spil, og stjernespillerens triumf indtræffer i det øjeblik, hvor en morder frifindes og kan forlade retssalen.

Jo, vi kender typen fra talløse romaner, film og tv-serier. Næsten altid en mand, skarp, intelligent og udpræget maskulin. I Thomas Qvortrups spændingsroman hedder han Jeff Delvecchio. Hans succes er åbenbar, hans mission er enkel. Han skal levere det bedst mulige forsvar for den anklagede, alle midler er tilladelige, og selv er han ansvarsfri. Selviscenesættelsen er perfekt, pengene vælter ind (advokatbistand på det niveau forudsætter naturligvis en betalingsduelig klient), kollegerne svømmer over af beundring, og smukke kvinder nærmest hungrer efter at tilfredsstille hans umættelige virilitet.

Og hvor er Jeff så henne? Hans tilværelse er tom, han har alt, kan alt – og han aner ikke, hvad han skal stille op med det. Måske troede han engang på retssystemet, betragtede sig som frontkæmper for retfærdigheden. Og måske er det en rest af de idealer, som nu driver ham til selv at tage livet af sine tidligere klienter. Jeff bliver seriemorder, og det giver selvfølgelig et øjebliks sus, når han torterer en just frikendt pædofil eller en dobbeltmorder til døde, gerne efter at have arrangeret et tableau, hvor en aldeles uskyldig pårørende også har måttet lade livet, så det hele bliver endnu mere pinefuldt for delinkventen og mere ødelæggende for hans eftermæle.

Læseren følger Jeff, der fortæller sin historie over 300 sider. Ikke et øjeblik engagerer denne depraverede psykopat. Han er akkurat så ligegyldig som de glitrende statussymboler, der omgiver ham. Der er ingen pointe i historien, ingen moral eller afsløring, kun en kvalmende opremsning af vold, sex, stofmisbrug og meningsløshed. Flittigt garneret med småfilosofisk pludder fra nærmeste overskudslager:

Golf er fuldstændig ligesom livet. Det er ikke et spil, hvor det drejer sig om at være god, men et spil, hvor det drejer sig om at være mindst dårlig. Det er en meget god ting at huske på – det er ligegyldigt, hvordan bolden kommer i hul, bare den kommer det. Det, der tæller, er scoren til sidst.

Jeff udveksler undervejs et par gange mails med Aaron i Thailand, hovedpersonen i Qvortrups debutroman fra 2002, hvor tre afstumpede, morderiske overklasselømler udlevede en ørkesløs luksustilværelse på flugt fra en infam forbrydelse. Den historie var lige så uspiselig, men den var fortalt med en gnistrende energi i et overvældende sprog. De kvaliteter er sjældne i opus to. Overraskende ordvalg og slående sammenligninger er degenereret til maner og kliche.

Qvortrup blev den 5. juni 2005 interviewet om sin bog i Ekstrabladet. Spurgt om, hvor al den splatter dog kommer fra, svarede han blandt andet: ”Jeg forsøger at tænke på det værste, jeg overhovedet kan forestille mig, og så gengiver jeg det fuldstændig uden filter. Derfor bliver det så uudholdeligt råt. Men sådan er virkeligheden jo også”. Dertil er blot at sige, at det lykkeligvis kun er et mikroskopisk hjørne af virkeligheden, der viser sig i romanens gruopvækkende forbrydelser eller hovedpersonernes outrerede livsform. Så småt, at det ikke rigtig kan tælle som realisme.

En ulækker, kynisk og frastødende roman. Drop den!