Gorm Rasmussen: Bertil Betjents saga. Gyldendal 2005. 215 sider, 175 kr.

Noget så usædvanligt som en roman uden intrige eller plot, stort set uden handling og aldeles blottet for spænding. Krimi er det således ikke, selv om titelpersonen er politibetjent (eller måske snarere det, der før anden verdenskrig så forsorent hed ”panserbasse”). Der sludres løst og fast om et par sager, som Bertil Bertelsen kludrer med, men han påstås samtidig at være i besiddelse af nærmest clairvoyante evner, og han tager så sandelig sit job (kald?) og sig selv gravalvorligt. I hovedstaden savner man hans kompetence (læseren begriber ikke hvilken), da han efter en gevaldig svipser forflyttes til en søvnig jysk landsby. Her glider han delvis (men også kun delvis) ind i det korch’ske regi – uden evne til at gribe ind, da det måske en enkelt gang bliver mindre hyggeligt.

Den kuldsejlede forfatter (”skjald”) Alvin vil skrive sagaen om Bertil, og så kan der snikke-snakkes lidt om Alvin. Han har det svært, for hvor går man hen, når man leder efter et menneske, der er på vej ind i en legende? Jo, man går alle steder hen, og det gjorde han, men tiden gik også, og det gik efterhånden ikke helt nemt for ham. Og sådan kan Gorm Rasmussen snegle ordene sammen, medens den tålsomme læser kobles af. Det er alt sammen svævende – et forløb tidsfæstes f. eks. med ordene en junidag et år, en dag som alle andre.

”Bertil Betjents saga” er skrevet med nydelige korssting. Somme vil måske nyde læsningen. Jeg gabte kæberne af led.