Bjarne Reuter: Barolokvartetten. Gyldendal 2002. 278 s. 248 kr.

Den internationalt feterede pianist David Zeeberg giftede sig for nogle år siden med Anne – en smuk ung journalist, der faldt aldeles for verdensmandens charme, elegance, erfaring - og velstand. Aldersforskellen på 33 år bliver mere følelig, da David passerer de 70 år. Anne er stadig forelsket i ham, men hun tiltrækkes trods det af den virile buschauffør, hun træffer på bilværkstedet. Det bliver til en lidenskabelig affære, hvor de to kommer så langt ud, at de overvejer at dræbe David. Forskrækket trækker hun sig tilbage fra den tanke.

Ganske som forudsat i de opgivne planer knækker David alligevel halsen ved et fald på den stejle trappe, der fører fra villagrunden ned til Furesøen, Politiet gennemskuer, at der er tale om en forbrydelse, ikke som det først så ud en ulykke. Kriminalchef Theis Jensen (”Orson Welles i en andendagsbrandert – hamrende professionel og bondesnu”) sætter Anne under pres. Hendes forvirring bliver ikke mindre af, at den charmerende chauffør er borte – og viser sig slet ikke at eksistere. Hvem spiller egentlig hvilket spil med hvem?

Reuter serverer til sidst en opklaring (der ikke overrasker den hærdede krimilæser), men den efterlader flere spørgsmål end svar. Det er ikke detektivarbejdet eller sporene, der interesserer forfatteren. Fokus er sat på det intense spil mellem romanens få personer. En psykologisk thriller, som på sine præmisser lykkes ganske godt med tæt suspense i lange afsnit. Fornem afdækning af de bitte små forskydninger i relationerne, som når Anne oplever, at Davids berøring ”ikke var kærtegn, men håndspålæggelse”. Alligevel reserverer man sig. Man kan som læser ikke føle oprigtig sympati for disse snotforkælede, gennemfalske mennesker. Deres problemer lader én kold, og dermed bliver det en smule ligegyldigt at erfare, hvor galt det ender med at gå.

Bogen mangler den humor og slagfærdighed, der ellers er Reuters vandmærke. Og måske også hans oprigtighed. Det er typisk, at titlen ikke betyder noget som helst. Barolokvartetten var det navn, David og tre andre unge musikere for mere end fyrre år siden brugte for at skrabe lidt håndører sammen, da de var fattige musikstuderende. Det har intet at gøre med den aktuelle historie, og titlen er dermed et yderligere falskneri i en ret misantropisk roman.