Bjarne Reuter: Mordet på Leon Culman. Gyldendal 1999. 283 sider, 275 kr.

Bjarne Reuter har begået den mest interessante danske spændingsroman, der er udsendt de første 10 måneder af 1999.

Torsdage er helliget en middag i Leon Culmans lejlighed. Gæsterne er datteren, datterens veninde og de få venner, som Leon og hans kone har opsamlet. Handlingens torsdag i oktober begynder, da Leon om morgenen modtager et anbefalet brev, der kort meddeler, at han denne dag vil blive "likvideret" som "straf for tidligere tiders ugerninger". I dagens løb får han slået fast, at det anonyme brev er skrevet på hans egen gamle skrivemaskine. Truslen kommer med andre ord fra en af hans nærmeste, en af gæsterne ved hans bord samme aften.

Romanen følger denne den sidste dag i 78-årige Leon Culmans liv. I det ydre småforberedelser til middagen, turen med et par gamle venner til badeanstalten, en forvildet telefonsamtale med datteren, der mere eller mindre har meldt sig ud af det effektive samfund. Alderdommens flimrende kontakt med øjeblikkets virkelighed skildres med ømhed og indsigt. Erindringsglimt slører som vågne drømme (eller mareridt) oplevelsen af det, der faktisk siges eller sker nu. Døden er nærværende, og endnu mere skræmmende er Leons og kammeraternes viden om risikoen for demens og senilitet. Man mister sin timing, "det er fanneme ikke et job for tøsedrenge at blive firs". Leon må modvilligt forsøge at genkalde de passager i livet, hvor nogen kan have fået årsag til at myrde ham, finde en glemt forbrydelse, der kræver livsstraf. Det kan næppe være hans lidet glorværdige virksomhed som sortbørshaj i de sidste år under besættelsen, eller de beskedne fiflerier fra hans 15 år som portier på et hotel i New York. Men måske var der undervejs en episode, han med god grund har gjort alt for at fortrænge?

Leons skiftende reaktioner beskrives. I starten harme over den grovkornede spøg. Derpå utryghed, angst og en uafhjælpelig følelse af forladthed. Så overvejelserne om politianmeldelse eller aktiv modstand. Derfra til paranoia, mareridt og rablen, for afslutningsvis at nå resignation, fatalisme og accept. Det er gjort helt fremragende.

Reuter har genskabt den klassiske krimis lukkede selskab, hvor ingen - og alle - har motiv til et mord. Her blot ikke spørgsmålet om, hvem der begik det, men hvem der vil begå det.

De gamle mænd har kun galgenhumoren som værn mod den ultimative ynkværdighed. Vitserne flyver tæt, og de er (som altid hos Reuter) lige dele dårlige brandere og rene perler. Et par anmeldere fandt det pinagtigt, at Reuter på den vis saboterer sin roman. Det afhænger af, hvordan man ser på det. Accepteres forfaldet som det afsluttende vilkår, er det også for læseren en lise at overgive sig til et godt (omend malplaceret) grin midt i den klaustrofobiske realisme.

En klog skildring af gammellivet i Danmark sidst i det 20. århundrede. Og en forbandet spændende historie. Værd at læse, hvad enten man vil katalogisere romanen som krimi eller som social reportage.