Jokum Rohde: Falkonmysteriet. Gyldendal 2001. 167 s. 195 kr

Titlen leder tanken hen på klassisk krimi - sådan ca. Francis Durbridge eller Ellery Queen. Og det er helt forkert, der er slet ikke tale om krimi. I bogens første del berettes en passant om forskellige forbrydere, der likvideres af hårdt sårede bedsteborgere - efterhånden nævnes fire-fem ofre og bødler. Men der fortælles stort set intet om årsag, efterforskning eller videre forløb. Et sted antydes en slags forklaring: En menneskestor rovfugl, der maltrakterer (eller programmerer?) de folk, der skal gå på landevejene ud og slå ihjel i den gode sags tjeneste.

Gennem alt det sjosker kontormanden Juha i sit lurvede lyserøde jakkesæt (eller en beskidt “gammelmandsskjorte”). Hans krop er “fedtet og bumset”, hans tænder rådne og let stinkende. Der er tydeligvis tale om en mytisk person, ikke et af HK’s tilfredse medlemmer, der roligt kan hvile i solidariteten med sig selv. Juha kalder sig ved en lejlighed for “historiens helt”, og det er en smule mystisk, al den tid der ikke er nogen historie. Stedet er et nutidigt København - i et skræmmende forfald, der bestemt ikke genkendes fra virkelighedens verden.

Bogen, der på titelbladet betegnes som “roman”, er blottet for handling, måske bortset fra det sidste afsnit. Der er intet plot, ingen udvikling. Personerne har med den nævnte undtagelse ingen forhistorie - Juha har ganske vist et par forældre, men vi hører kun, at de “for ikke så længe siden” er døde, uden at han anede det (og uden at det interesserer ham det mindste). Selv om Juha andetsteds påstås at være af fornem slægt og måske arving til en skat, der for mange år siden blev skjult i København. En formue, han naturligvis ikke leder efter, og som ej heller afsløres.

Temaer slås an, muligheder antydes - mere er der ikke. Det omhyggeligt udstansede sprog bruges til suggestivt at formidle råd, stank og alle slags uhumske hæsligheder. Tit filtrer sætningerne vidt forskellige budskaber sammen i en absurd, desværre intetsigende helhed - som var det de forvredne dele af ruinerne i en sammenstyrtet bygning. Et par eksempler:

Kun bodegaerne med deres sarte lokalmytologier og stamstole ejede spor af identitet. Ellers var kvarteret lavet for at få folk til at forsvinde. De forsvandt efter at have ydet deres, dag for dag. De forsvandt til lyden af lange godstog.

Avishuset havde allerede brugt sin særlige aftenbelysning i selve papirskæret, som den avis altid gjorde når København cirklede nedad i gåde, overtro og vold.

Som sønderbombede byer levede jeg i skyggen af engang, og ikke nok med det, alt hvad jeg har gjort og sagt, ætser sig som kratere ind i mit sind, indtil jeg slet ikke er Juha mere, men noget en anden har skabt.

Det minder en smule om de vrøvle-sætninger, vi lavede som børn: "Der er længere til Holte end på cykel". Langt ude kan man ane en slags sammenhæng. Men det er også alt. - Det skal vistnok være en undergangsvision, et mareridt om meningsløshed. Det er for undertegnede blot en meningsløs og ubehagelig bog.

Nej, må jeg så bede om Francis Durbridge eller Ellery Queen!