KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Cecilie Rosdahl: Kontrakten. Tiderne Skifter 2008. 181 sider, 249 kr.

Hovedpersonen og fortælleren er den 27-årige sygeplejeelev og digterspire Nadine, som i sine selvbiografiske tekster optræder under et par andre navne. Hun har den idé, at hun for at blive en rigtig forfatter må gennemleve tingene selv. Det bliver i romanens første del til en depraveret affære med en forlægger, som hun til sidst truer til at udgive den roman, hun har skrevet. Kærlighedsløs sex med sygelige indslag af sadomasochisme. Omvendt handler anden del om hendes omsorgsfulde pleje af en ældre, lammet patient – og det bliver så kærlighed uden sex, i al fald indtil slutningen.

Der er i fortiden et par drab (som en passant bringes for en domstol) – men historien handler ikke om efterforskning og opklaring. Forbrydelserne er blot brikker i karakteristikken af de pågældende personer.

Romanen er således hverken tænkt eller skrevet som krimi. Der er i sagens natur hverken plot eller spændingsmomenter. Om den er værd at læse er bedømt forskelligt. Min kop te var det ikke.