Palle Rosenkrantz: ”Hvad Skovsøen gemte” og ”Kriminalnoveller”. Begge med efterskrift af Benni Bødker. Cicero 2003. Hhv. 207 og 199 sider. Begge 149 kr.

Krimien er som genre af nyere dato. Der er altid blevet fortalt spændende historier, og gyset har stedse været et virkemiddel, der blev ødselt anvendt. Men først i midten af 1800-tallet kom der gang i fortællinger, der handlede om opklaringen af en gåde, om den ”detektiv”, der stod for efterforskningen, og om de værktøjer, der kunne tjene formålet. På dansk grund skete det i 1903, da Palle Rosenkrantz udgav ”Hvad Skovsøen gemte”, der allerede på omslaget blev præsenteret som ”Detektiv-roman”, formodentlig første gang, betegnelsen blev anvendt om en dansk bog. Det er blandt krimikendere accepteret, at den moderne kriminalroman dermed var kommet til Danmark, og Det Danske Kriminalakademis pris for årets bedste spændingsroman er følgelig opkaldt efter Palle Rosenkrantz.

100-årsdagen er fejret med genudgivelse af ”Skovsøen”, så nu kan endnu en generation stifte bekendtskab med dansk litteraturs første professionelle detektiv, den unge politimand Eigil Holst, som lidt tilfældigt finder det nøgne lig af en kvinde i en mergelgrav ved Gurre, og som derpå med snilde og sejt arbejde får identificeret den dræbte. Holst afdækker langsomt, hvem der har dræbt hende og hvorfor det skete. Det kræver omfattende undersøgelser i Sverige og en temmelig kulørt afstikker til Venedig. For en moderne smag er der for mange heldige sammentræf, som jævner vejen for Holst. Alligevel lader bogen sig læse. Dens respektfulde holdning til datidens klassesamfund (adelsfolks selvfølgelige rettigheder, ikke mindst hvad angår erotiske sidespring) er en anakronisme. Men der er ting, der ikke har ændret sig. Eftermiddagspressen bragte hver dag nye sensationelle afsløringer, hvis vigtigste indhold var de oplysninger, de lovede næste dag. Det er ikke sagt om årtusindskiftets Ekstrabladet eller BT, men om boulevardpressen for 100 år siden.

Palle Rosenkrantz var levebrødsforfatter – ”den meget skrivende baron” sagde professor Hans Brix affejende. Han levede fra 1867 til 1941, var jurist, men måtte efter en fæl skandale (reelt underslæb) opgive sin karriere i retsvæsenet – hans økonomiske midler blev aldrig tilstrækkelige til den standard, han med sin afstamning følte sig berettiget til. Forfatterskabet valgte han for at forsørge sin familie, og det blev til en bindstærk indsats i adskillige genrer. Han hørte en tid til yderst i kredsen af  ”det moderne gennembruds mænd”, skrev i Politiken og vandt venlig anerkendelse hos brødrene Brandes, fordi hans romaner problematiserede aktuelle misforhold – ”samfundskritisk krimi”, hedder det i dag. ”Skovsøen” har en sidehandling om et barn, der er kvalt ved fødslen. Rosenkrantz’s talerør i romanen afviser fordømmelsen af den unge mor. Det er hende, der er det virkelige offer. I senere bøger (og i en omfattende foredragsvirksomhed) kæmpede han for en reform af strafferetsplejen, især adskillelse af domstole og anklagemyndighed, som først blev virkelighed i 1919. Han var på hjemmebane – han havde virket i systemet som retsfuldmægtig og dermed både som opdager, der skulle opklare forbrydelsen, og som dommer, der primært skulle fremtvinge den mistænktes tilståelse. De erfaringer kom ham til gode i krimierne. Genren forlod han aldrig helt. Han levede længe nok til at levere de første oversættelser af ny amerikansk krimi som Stanley Gardner og Ellery Queen (hvor han lader Ellery konversere, som var han gæst på en dansk herregård 100 år tidligere).

Rosenkrantz var enspænder. Hans standsbevidste selvfølelse skinner igennem – i ”Skovsøen” især i hans solidaritet med det svenske godsejer- og officersmiljø, hvor romanens midterste tredjedel udspiller sig. Det er samtidig så realistisk en skildring, at læseren må føle degout ved disse stupide junkere. Det skal dog bemærkes, at Rosenkrantz ikke fulgte de ligesindede, da fascismen var på fremmarch. Tidsskriftet Kulturkampen spurgte i 1938 en række forfattere om den spanske borgerkrig. Rosenkrantz svarede: ”Franco, Hitler, Mussolini og Stalin er mig lige usympatiske, og jeg betragter al massesuggestion som en pestagtig samfundssyge”. Klare ord, som mange større ånder siden kunne ønske, at de selv havde brugt.

”Hvad Skovsøen gemte” indeholder en oplysende efterskrift af Benni Bødker, der samtidig har redigeret et udvalg af Rosenkrantz’s kriminalnoveller, ledsaget af en omfattende gennemgang af forfatterens liv og værk. Det er en interessant beskrivelse af det litterære miljø i de første årtier af 1900-tallet og af litterær virksomhed, anskuet fra en kommerciel vinkel. Bødker har øvet en fortjenstfuld indsats med kortlægningen af en forfatter, hvis litterære værk næppe berettiger ham til mere end en note i litteraturhistorien, men hvis produktion og orientering mod markedet betegner noget i kulturhistorisk sammenhæng ikke uvigtigt.

Rosenkrantz var – som Bødker præcist skriver – reformivrig og frisindet, men med aristokratiske unoder i baglandet. Og for 100 år siden indvarslede han en moderne dansk krimi. Han er værd at huske.

Trykt i Litteraturmagasinet Standart  nr. 1/2004