Jørn Uz Ruby: Operation Phoenix. Hovedland 2002. 447 s. 248 kr.

Romanen er årets tilbud til den, der sværmer for paranoide konspirationsteorier. Her forbindes det hele: De hemmelige loger i Italien og de nynazistiske bevægelser i Tyskland. Planer om et blodigt statskup, gennemført af et internationalt konglomerat af højtstående embedsmænd, fremtrædende officerer og stenrige erhvervsfolk. Narkohandel (fra Sydamerika over Kenya til mellemøsten), der skal finansiere de lyssky politiske aktiviteter. Trådene er talløse, og en del af dem fører intet steds hen.

Det begynder med to mord – en brevbombe, der udsletter en fremtrædende dansk forretningsmand og hans luksuøse Hornbækvilla. Og et tilsyneladende rovmord i Kenya, hvor en dansk diplomat måske var ved at gennemskue det ellers så succesrige orkidé-projekt. En journalist (Hans Kramer) og en hæderlig politimand (Thorkild Merling) får fat i forskellige bidder af historien. Der er en ganske fiks skildring af deres møde, da de i hver sit fordækte ærinde er landet samme sted i Beirut. Først langsomt overvinder de den gensidige mistænksomhed og kan så med udbytte lægge deres viden sammen. Den scene og en passagevis voldsom spænding er bogens kvaliteter.

Alligevel kan man ikke anbefale romanen. De løse ender er for mange. Kramers eneste ven røber pludselig viden om en detalje, han ikke kan kende til – og det foruroliger selvsagt Kramer. Så ikke mere, ingen opfølgning, ingen forklaring. Titlen ”Operation Phoenix” hentyder til en gammel Nato-plan, der skulle træde i kraft ved en eventuel kommunistisk sejr i Vesteuropa. En række officerer var trænet til – i et uigennemskueligt cellesystem – at sætte ind med sabotage og anden modstand. Romanen hævder, at det er den plan, kupmagerne vil aktivere, men det er slet ikke tilfældet. Kupmagernes taktik er den klassiske indsats for at kontrollere medier og kommunikation. Tidsfæstelsen er usikker. Det angives udtrykkeligt, at det hele foregår i 2002, men alligevel rapporterer aviserne om en færgekatastrofe med flere hundrede omkomne i Østersøen – Estonia sank i 1994. Også andre ting leder tanken hen på de tidlige halvfemsere. Kramer præsterer i ét og samme kapitel at betale både i D-mark og i euro. En ligegyldig biperson er med fire siders mellemrum gift med Elisabeth og  med Johanne – man studser og spørger, om manden monstro er bigamist?

Læseren lades i stikken. Handlingen flintrer over flere kontinenter, hoved- og bipersoner afrettes på stribe (henved 20 navngivne ofre, hvortil kommer et ukendt antal dræbte ved det afsluttende blodige attentat mod et vigtigt møde i det tyske parlament).

Konfusionen er betydelig, udbyttet beskedent.