Bjørn Schiønning: Selvtægt. Holkenfeldt 3 2005. 319 sider, 298 kr.

Det handler om folk med ringe uddannelse, der kommer fra lande, hvor enhver er sig selv nærmest, hvor korruption er reglen, og hvor du er nødt til at stjæle for at overleve, og de regler har de indført i vores samfund, og det går bare ikke. Så barsk sammenfatter den midaldrende gymnasielærer Rolf Thorsen sine erfaringer fra bijobbet som tolk, når politiet afhører fransktalende nordafrikanere, der søger asyl i Danmark. Romanens hovedtema er Rolfs opgør med en bande anden generations indvandrere (”2 g’er”), der har overfaldet hans 15-årige søn, som længe ligger i coma på Rigshospitalet. De kriminelle unge er aldeles infame, men Rolf lader dem efterhånden ikke meget efter. Han får likvideret fire af dem med en målrettet brutalitet, der et par gange nærmer sig den rene voldsporno. Det har det danske politi godt nok fat i, men de foretrækker at se Rolf som en nyttig allieret i den ulige kamp mod indvandrernes narkoimport.

Sideløbende skildres Rolfs frustrationer på gymnasiet, hvor han er omgivet af tåber, især ulidelige kvinder, hvis verdensopfattelse blev lagt fast under ungdomsoprøret, og som nu bevidstløs gentager de meningsløse fraser fra dengang. Det garneres med Rolfs forelskelse i den unge praktikant Kirsten og fortællingen om hans nære venskab med Peter og Jan. Sammen er de tre musketerer ansvarsløse yuppier, der småsjofelt joker sig igennem enhver situation.

De historier fylder romanens første tohundrede sider, og det er sådan set ganske spændende i lange passager. Derpå følger 120 sider om Rolfs liv tre år efter, hvor han har fået en ny identitet og nu lever herrelivet i Spanien. Men miljøet fanger ham igen, og han trues af marokkanske gangstere til at deltage i en vanvittig narkotransport til Danmark. Naturligvis snører Rolf skurkene, og så er han tilbage på den danske scene til et afsluttende opgør med både dem og de modbydelige muslimske 2 g’er, der vejrer morgenluft efter heltedåden den 11. september 2001. Nu er tiden inde til en islamisk verdensrevolution, der skal indledes med bombeattentater mod et halvt dusin af de betydeligste kirker i Europa – København skal deltage med Vor Frelsers Kirke. Den historie er vistnok alvorligt ment, men så langt ude i hampen, at det havde været morsomt, hvis det ikke var så gennemført irriterende.

Som sagt skal første del af romanen krediteres for god spænding. Det nytter imidlertid lidet, når både helte og skurke er frastødende eller rent ud modbydelige. Kvalmegrænsen overskrides flere gange, og selv en fundamentalistisk racist vil formentlig protestere, når hadet mod muslimerne rulles ud. Her er ingen grænser.

Det lyder som plottet til en usandsynlig film, mener Jan, da Rolf et sted beretter om sine lyssky aktiviteter. Rolf føler også, at det hele er som en rigtig q–film, med et håbløst plot, en dialog, der var skrevet af en funktionel analfabet og fremført af skuespillere, der fik enhver skolekomedie til at virke som Oscar-præstationer.

Mere præcist kan Schiønnings roman næppe anmeldes. Så den lader vi stå.