KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Rikke Schubart: Bid. Politikens Forlag 2008. 240 sider, 299 kr.

Det er fra første side klart, at den smukke unge Natascha Greve er vampyr. Hun behøver blod fra de dødelige, og hun nyder at udøve sin magt gennem brutale mord på gifte mænd, der er på afveje. Hele det klassiske fantasiregister er med: Ingen spejlbilleder og en række sære evner. Natascha kan sanse andres tanker, hun kan flyve gennem mørket, og hun kan gøre sig usynlig. Men hun er sårbar over for hvidløg, kristne kors, skarpt lys og vievand.

Det er i al fald for denne læser umuligt at tage den slags vanvid alvorligt. Ærgerligt nok, for der er gode momenter i historien. Natascha vender efter en række drab i Italien hjem til søsteren i Danmark. Her fortsætter drabene, medens Natascha langsomt forsøger at hverve sin 12-årige niece til livet som udødelig vampyr. Politiet i Italien er samtidig ved at stykke beviserne sammen – forståeligt nok mere end skeptiske, da det hele begynder at minde om de gamle myter, Dracula m.v. Kriminalinspektør Croce får kontakt med danske kolleger, da oplysningerne om drabene er rundsendt via Interpol. Det bliver til kompetent efterforskning, som dog desværre opløser sig i en klam romantisk affære. Finalen, der skulle være rystende uhyggelig, drukner i så meget overkill, at det nærmest bliver en splatter-farce.

Der er som sagt en del gods i historien, så læsningen er ikke tidsspilde. Og Rikke Schubart har overskud også til selvironisk at udstyre en hovedperson med en rigtig præcis refleksion: Det lød mere som et plot fra en episode af ”Rejseholdet”. Det næste var vel, at der dukkede en synsk efterforsker op … Nej, virkeligheden var anderledes banal”.