Knud Simonsen: Stenbo. Gyldendal 2005. 357 sider, 275 kr.

Stenbo er en lille, på mange måder idyllisk østjysk by. Simonsens debutroman skildrer i korte prosastykker menneskene i byen (efterhånden ca. 70 navngivne personer). Det pudsige veksler med det ubehagelige. Nogle billeder er originale, andre klichétunge (man har for mange gange mødt den missionske skoleinspektør, der tordner for gammeldags dyder, men ikke undser sig for at forføre en purung pige, der blot skulle have en anbefaling – og som straks tænker på provokeret abort, da hun bliver gravid). Det er i det hele taget næsten en genre at pille de noble masker af lillebyens borgere, og afsløre det mindre pæne menneske bag facaden: Den upålidelige sagfører, den manipulerende kommunaldirektør, amtsavisens sleskende chefredaktør med blikket rettet mod annonceindtægterne, den ondskabsfulde skatteinspektør, der straffer obsternasige borgere ved at gennemgå selvangivelserne på ny og finde fejl (eller skabe dem ved at fjerne nødvendige bilag). Etc. Både den moralske og den økonomiske korruption får sit. Det opvejes så af en del personer, som uden om hierarkiet og bigotteriet har fundet ud af at indrette sig en tilværelse, der ikke styres af den autoriserede smålighed.

Tidsbilledet er godt. Året er ca. 1976, Fremskridtspartiet er nyt og interessant (og lige ved at være anstændigt, sammenlignet med de gamle partiers repræsentanter i byrådet). Unge mennesker har gode og friske ideer, som ikke lader sig bremse trods helhjertede forsøg fra de lokale spidser. En af de unge ender som en anden Mads Skjern med at samle trådene i sin faste hånd, og det er nok ikke videre troværdigt, men meget tilfredsstillende.

Måden at fortælle på kombinerer på det særeste Hans Scherfigs ondskabsfulde ironi (falsk loyalitet med personerne, som en kritiker en gang skrev) med en ugebladsforfatters overfladiske trommesalsmaleri.

Der er et enkelt mord i romanen, endda på en person, læseren gerne havde truffet. Det opklares ikke. Den bigotte kriminalinspektør afviser et afgørende spor som overspændt vås fra en dame i overgangsalderen – og spejder videre efter en social taber, han måske kan binde op på forbrydelsen. Læseren får indirekte besked, og det er så det. En enkelt af mange spinkle handlingstråde, men på ingen måde krimi. Hvad forfatter og forlag da ej heller påstår – bortset fra, at det er hovedscenen fra mordsagen, der gengives på omslagets flap.

Jævnt underholdende, enkelte godbidder og megen tomgang.