Kenneth Skipper: Nær afgrunden. Attika 2006. 141 sider, 159 kr.

Forsidetegningen viser en flot torso – og det er dækkende for Skippers debutroman. Et kort handlingsforløb, kun antydninger om personernes forhistorie og ikke nogen slutning i traditionel forstand, men dog en pointe, som det er værd at tage med.

Historien fortælles af den 32-årige fængselsbetjent Mark Sander, der er i klemme. Aktuelt har han økonomiske problemer i kølvandet på et sammenbrudt parforhold og (må læseren gætte) salget af en alt for dyr fællesbolig, hvor han kom til at hæfte for underskuddet. Dertil kommer hans usikkerhed om retningen på det liv, han vil leve fremover. Mark har indtil for et års tid siden haft en biindtægt som deltager i rå kampsport, hvor alt er tilladt – ofte med knoglebrud eller andre alvorlige skader til følge for den ene af deltagerne. Vinderen indkasserer en pengepræmie, publikum kan indgå væddemål hos ”Pizza-Ali”, der står som arrangør, og naturligvis er den, der stryger profitten. Det er ulovlig virksomhed, og en afsløring kan kosten Mark jobbet i kriminalforsorgen. Alligevel overvejer han en tilbagevenden. Læseren aner, at det ikke kun er for pengenes skyld.

Mark har yderligere et bijob. Han er model ved tegnekurser og for kunstnere, der har brug for en veltrænet krop som hans. Det er ad den vej han møder den mere end 80-årige Sara Dinesen, der er professionel billedkunstner. Og i hendes ensomme hus langt ude på landet oplever han intenst, hvad fred og tryghed kan være, samtidig med, at han inspirerer hende til at genopleve og tegne nogle drømme fra for mange år siden. Sådan er det vistnok, for igen er læseren henvist til antydninger såsom Sara ville bruge mig til at danne bro mellem falmede minder om smertefuld kærlighed på den ene side og porten til dødsriget på den anden. Han møder også Saras unge hjælper, politiaspiranten Rikke, som han straks bjergtages af. Han er nu næppe noget passende parti, for Rikke er ambitiøst på sporet af Alis affærer (der i det forløbne år er udviklet til bagmandsvirksomhed i narkobranchen), og Rikke kan derved bruge noget af det, som Mark véd. Uinteresseret i ham er hun imidlertid ikke.

Det udvikler sig barsk, da Mark griber ind i et tæskeholds angreb på en ung narkoman, som ikke har betalt sin gæld. Tæskeholdet har sin beskyttelse hos bagmanden, men junkien havde måske også sine venner, der nu kan beskytte Mark. Mark er klemt, og også Rikke er i vanskeligheder, fordi en sølle aspirant bestemt ikke bør blande sig i en sag, som mere erfarne politifolk allerede er langt inde i. Saras hus står som det eneste fredelige tilflugtssted for dem begge.

Det er god læsning. I bibliotekernes kartotek er romanen bl.a. henført til kategorien ”spændende bøger”. Der er da også en krimitråd i handlingen, men vi er et godt stykke fra krimimigenren og den traditionelle spændingslitteratur. Det gør naturligvis ikke noget, når bogen er interessant og fængslende.

En interessant debut. Men næppe en forfatter, der vil vælge krimien som sit gebet.