Sara Blædel, Gretelise Holm, Lars Kjædegaard og Steen Langstrup: I skyggen af Sadd. 2 Feet Entertainment 2005. 208 sider, 248 kr.

Der er altid en speciel stemning i bilen, når man kører gennem byen med et lig omme bagi. Det er de første sætninger i romanen, og så er i al fald denne læser på krogen. Titelpersonen - gangsteren Jimmy Sadd – optræder ikke. Til gengæld lever alle personerne (som titlen lover) i hans skygge, og det er ikke noget godt sted at være. Hans håndlanger Bruno er ilde faren, fordi han står med liget af en dræbt og ikke véd, hvordan han skal komme af med det. Det unge par i slumlejligheden, der passer Sadds akvariefisk, får pludselig chancen for at plyndre hans hemmelige reserver – og det er en mulighed, som både den enfoldige Paul og den mindre naive Victoria vil udnytte. Advokaten Christian betjener gedulgt mafiaen, men det benægter han over for sin kone – og han får hende tvangsindlagt, så hun ikke kan fremture med de neurotiske beskyldninger, efter at hun har gjort ham, hvad hun mener er en stor tjeneste. Til sidst tror Victoria, at hun har narret hele banden. Det har hun også, men er der mon en præmie til vinderen?

En kynisk historie. Ikke en detektivroman, hvor der er noget at opklare, men fire snapshots, der langsomt samler sig til en uhyggelig helhed. Ideen har været, at hver af de fire forfattere skal tegne sit billede på sin måde, og det er lykkedes til fulde. Steen Langstrup præsenterer med sin abrupte minimalprosa Bruno uden den mindste formildende omstændighed. Lige på, næsten ingen adjektiver, men action eller drillende sideforløb, der så at sige provokerer spændingen frem. Lars Kjædegaard får det maksimale ud af sin klaustrofobiske skildring af Paul og Victoria. To tabere, der hverken har råd eller ork til at huse ambitioner og drømme, men er henvist til at nøjes med at hutle sig igennem den ene dag i dag. Sådan ser det i al fald ud. Sara Blædel fortæller med hele sin dirrende indforståelse og psykologisk præcision om sagførerens fortabte kone. Og Gretelise Holm runder af så ondt og præcist, at ordene nærmest skærer tænder ad hinanden – lige som man troede, at nu kunne det ikke blive værre.

Fire af den danske spændingslitteraturs sværvægtere med hver sin monolog på en intim scene. Det kan lyde som en spøg, men det er det bestemt ikke. Her er ingen opløftende tragedie, ”kun” fascinerende og det meste af tiden spændende læsning. Steen Langstrup, der må mistænkes for at være projektets bagmand, skriver præcist i forordet, at krimigenren ”rummer så mange måder at dreje en historie på, så mange tvists og overraskelser”. Det demonstreres til fulde.

Anbefales.

Det danske Kriminalakademi tildelte 2006 Steen Langstrup et diplom

for "et godt projekt" med romanen