KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Paul Smith: Opklaringen af et meget omtalt mord. Dokumentarisk roman om drabet på Olof Palme. Hovedland 2006. 282 sider, 248 kr.

Romanens hovedperson er den førtidspensionerede kriminalkommissær Jan Åkesson. Han var med i den store gruppe, der efterforskede mordet den 28. februar 1986 på Sveriges statsminister Olof Palme. Han kan derfor fortælle om den stadigt mere absurde indsats, hvor det reelle politiarbejde blev fortrængt af mytomane gætterier og afsindige tvangstanker. Medens en hastigt stigende mængde af irrelevante oplysninger spærrede udsigten til de spor, som måske kunne have ført til et resultat. Det blev for meget for Åkesson, han sagde sin mening – og så blev han pensioneret i utide.

Sagen har han imidlertid ikke sluppet, og han har (temmelig ulovligt) tiltaget sig et omfattende arkiv af rapporter. Han har truffet den chilenske flygtning Helena, der oplevede CIA’s udskejelser under Pinochets diktatur, vidløs arrestation, tortur m.v. Hende fortæller han om det, han har oplevet, og hun kan supplere med sit kendskab til modbydelige politimetoder. Sammen når de – i noget nær forelæsninger for hinanden, leveret midt i en spinkel kærlighedshistorie – gennem de mange skøre teorier og frem til en enkel og jordbunden forklaring. Lejligheden er imidlertid forpasset. Den person, som Åkesson graver ud af det svulmende materiale, kan være morderen, men reelle beviser kan ikke fremskaffes små tyve år efter.

Det er en kaotisk bog. Allerede gennemgangen af de mange teorier (kurderspor, CIA-spor, Chile-spor, Sydafrikaspor, politispor, etc.) ligger hinsides, hvad en almindelig romanlæser kan rumme. Dertil kommer, at alle teorierne hænges op på citater og tydningsmønstre, der er hentet i filosofiens historie fra Heraklit til Hannah Arendt. Og endelig går forfatteren ikke af vejen for associationer, der ikke kommer sagen ved, men blot giver anledning til at fortælle en anekdote eller to. Om Hanna Arendts forhold til Heideggers kone, om Valdemar Sejrs kidnapning på Lyø, om dronning Margrethe den førstes sejr over Albrecht af Mecklenburg, om senere sexskandaler, der involverede ministre og andre prominente svenskere, etc.

Ikke ret meget roman, men masser af dokumentarisk stof – og polemik mod de mange, der tidligere har skrevet om sagen. Tilbage sidder en forvirret læser med et spørgende ”nå”. Man overbevises om den høje grad af paranoia hos de ledende politifolk, som kuldsejlede efterforskningen, men man er aldeles ude af stand til at skille fup fra fakta.