Anders J. Sørensen: Modstandsmandens datter. Hovedland 2009. 359 sider, 229 kr.

Make love, not war. Det er slagordet i 1967. Hippiebevægelsen blomstrer, hash og hårde stoffer nydes alle vegne, og formløsheden trives i ”Det tredje øje”, et flipperkollektiv i en kondemneret ejendom, hvor Lulu Nielsen holder til sammen med en gruppe drop-outs, plattenslagere og en enkelt sort amerikaner, der rev indkaldelsen i Vietnam itu og fandt en slags helle i Danmark.

Lulu er bartender i en kulørt café, hun er rap i kæften, og hun er under en barsk overflade et rodløst menneske, der aldrig har kunnet forsone sig med, at hendes mor blot droppede hende. Hun blev for 23 år siden fundet forladt ved et børnehjem, og hun véd intet om sin herkomst eller baggrund.

23 år før 1967 – vi er tilbage i 1944. Her lød parolen make war, not love. Store drenge sluttede sig til modstandsbevægelsen, men sabotage og likvideringer sled på nerverne. Man vidste ikke, hvem man kunne stole på, heller ikke i den lille gruppe, hvor Knud og Jens var de stærke personligheder. Det endte grueligt galt. Jens blev skudt af sine egne, som mistænkte ham for at være stikker, og hans jødisk fødte hustru blev arresteret af Gestapo og sendt til en kz-lejr i Tyskland. Ingen anede, hvad der skete med deres nyfødte datter.

Romanens historie begynder i 1967, da en 46-årig skolebibliotekar bliver dræbt i sin lejlighed. Hun blev efter krigen bragt til Danmark, fordi hun talte dansk – hun vidste ikke, hvem eller hvad hun var, og kun arret efter et kejsersnit røbede, at hun engang havde fået et barn.  Mystikken bliver for læseren ikke mindre af, at hun i romanens løb viser sig at have båret fire forskellige navne.

Hendes triste skæbne havde kort tid før drabet inspireret en journalist til at skrive en feature om hende, en tragisk human story. Fotoet i avisen fører til, at hun genkendes af Knud Vejlby som den Marie, hans ven Jens var gift med. Han erfarer også, at hun stedse har søgt efter sit forsvundne barn, men han når ikke at træffe hende. Til gengæld finder han mirakuløst frem til Lulu. Dermed sluttes kontakten mellem før og nu. Dengang fandt unge oprørere sammen i frihedsbevægelsen, nu mødes de i flower-power og i heftige protestdemonstrationer mod Vietnam-krigen.

Spørgsmålet er, om Knud kan hjælpe Lulu – og om hun ønsker hjælp. Lulu har måske ikke brug for at blive konfronteret med en baggrund, der ikke siger det mindste i den virkelighed, hun nu lever i. Det – og så naturligvis opklaringen af mordet på den stilfærdige Marie – er de to handlingsbærende linjer i romanen. Mordsagen er svær for politiet, fordi ingen rigtig ved noget om Marie. Og sagen bliver presserende, da to yderligere drab støder til.

Lulu begynder langsomt at samle de stumper, hun kan få fat i. Hun støtter sig til Knud og til en falleret veteran fra Frikorps Danmark, som Marie åbenbart betroede sig til dengang. Samtidig er Lulu truet, og hendes frygt bliver ikke mindre, da hun sent fatter, hvad der er det egentlige (temmelig kulørte) motiv til voldsomhederne.

Der går lidt for meget knaldroman i fortællingen, men længe spiller den underfundigt og dygtigt på modsætninger og ligheder mellem 1944 og 1967. Det tema gør ”Modstandsmandens datter” læseværdig, og spændingen sikres, ikke mindst med beskrivelserne af de spændte nerver og de voksende neuroser mellem jagede frihedskæmpere dengang. Man må tage en del effektmageri og nogle usandsynligheder med, men med det forbehold er romanen læseværdig. Det hjælper naturligvis også, at man kommer til at holde ikke så lidt af seje Lulu.