Jan Stage: Den cubanske fælde. Lindhardt & Ringhof 2002. 223 sider, 249 kr.

Omar Larsen, der er søn af en dansk mor og en ægyptisk far, rager uklar med det fremmedfjendske miljø i Ishøj. Han hjælpes til en koranskole i mellemøsten, hvor han hjernevaskes, så han er klar til opgaven som talabankriger i Afghanistan. Amerikanerne, der tager ham til fange, vælger – stort set mod bedre vidende – at lancere ham som ledende terrorist fra al Queda. Omar (eller Abdul Ra’uff, som han nu kalder sig) undslipper dog i forbindelse med et flystyrt fangelejren ved Guantanamobasen, og så begynder en vanskelig flugt gennem Cuba, hvor amerikanere og cubanere tilsyneladende samarbejder, men naturligvis har hver sin dagsorden – amerikanerne endda flere, fordi efterretningstjenesten og militæret har forskellige mål.

Den danske konsul i Havana må balancere faretruende, men han er en gammel rotte, og han ligger ikke under for illusioner. Måske minder han om forfatteren, der engang troede, at folkerepublikken Cuba skulle blive et forbillede for den tredje verden, men nu må erkende, at Castro kæmpede for frihed, men tog til takke med magten.

Alt det er godt. Stage kan sit Cuba, og han skriver medrivende. Personerne er tydelige, og læseren oplever næsten fysisk de miljøer, flygtningen passerer igennem. Plottet går til gengæld død. Det kommer til en højdramatisk, voldelig konfrontation – men det er i al fald for denne læser ikke muligt at gennemskue, hvad der egentlig sker, og hvem der snyder (og skyder) hvem. Det ender i en mystifikation, måske fordi Jan Stage finder cubanere, amerikanere og danskere lige usympatiske.

Med det forbehold er det en spændende og relevant skrøne, der her er brygget sammen.