Jan Stage: Et kys fra Kaliningrad. Høst & Søn 2001. 238 s. 270 kr.

Kaliningrad - tidligere Königsberg - udgør fortsat en russisk enklave, afgrænset mod nord af Litauen, mod syd af Polen. En af Sovjetunionens erobringer i 2. verdenskrig, under den kolde krig en vigtig Østersø-base, nu en glemt provins, der sygner hen i arbejdsløshed og fattigdom. I Stages roman er områdets egentlige magthaver den tidligere KGB-general Volkov, der fantaserer om grum revanche mod Vesteuropas dekadente kapitalisme. Han allierer sig med korrupte politikere og med den så berygtede russiske mafia. Hans idé er at samle nogle tusinde dissidenter, fattiglemmer og forbrydere, genne dem om bord i en plimsoller og landsætte dem på Falster - et slag mod dansk selvtilfredshed og en afsløring af vort uduelige beredskab, vor lamme modstandsvilje og vor manglende evne til at håndtere en sådan situation. Truslen skal være, at nye skibe vil følge, medmindre et passende milliardbeløb udbetales til bagmændene. - Til overmål udformes planerne i samarbejde med kredse, der står den tyske regering nær. Det vil tjene kanslerens formål, der på kort sigt er at få “die dumme Dänen” til at opgive deres tåbelige forbehold i EU, på længere sigt at få Königsberg “Heim ins Reich”.

Det holder ikke en halv meter. Selv om man forestiller sig, at en tysk regering kunne nære sådanne skumle ønsker, er det ikke muligt at indse, hvorledes den skitserede terroraktion skulle fremme målene. Og nok er Danmark præget af stigende skepsis (eller det der er værre) vis-a-vis et betydeligt antal flygtninge, men kom der nogle tusinde fremmede på én gang, kunne man såmænd nok få den sag på plads inden for en rimelig tidshorisont. Bl. a. kunne man uden videre tilbagesende størstedelen - der er jo tale om mennesker, der er “deporteret” mod deres vilje, ikke om asylansøgere, der er “flygtet”.

Det misliebige plot invalideres også, når associationerne leder Jan Stage på vildspor. Han satiriserer (ofte fornøjeligt) over aktuelle danske forhold, men han overdriver så voldsomt, at han mister kontakten med virkeligheden. For eksempel præsenteres en valgkamp, hvor landets ledende politikere som et andet Big Brother-hold lader sig låse inde i en container med fuld fjernsynsdækning. Tanken er måske morsom, men autenticitet er der godt nok ikke tale om.

Rundt i historien sopper Stages alderstegne kriminalkommissær Arne Sehested - en detektiv eller agent, som denne gang ikke rigtigt opklarer noget (og hvorfor tager han dog til Kaliningrad uden at have et ærinde der?). Mod slutningen allierer Sehested sig med en lige så afdanket russisk agent fra dengang, KGB stod for noget. Sammen med en tredje veteran fra hine gode, gamle dage - en israelsk efterretningsofficer - lemper de lille Danmark ud af den slemme klemme. De sidste af romanens række af brutale likvideringer.

For så vidt er det ærgerligt at måtte opremse disse negative vurderinger. Der er adskillige anslag, der hver for sig peger på noget, som kunne blive en logisk og skræmmende thriller. Nye brikker stilles lovende op - og så spilles der ikke med dem. Også af den grund bliver der for lidt plads til kulminationen, da gidslerne gør deres kaotiske entré på Falster. Det sker først efter knap 200 sider, og den scene såvel som den deraf følgende panik i regering og medier rables af på kun 27 sider. Læseren når slet ikke at blive forskrækket.

En fuser.