Susanne Staun: Liebe. Gyldendal 2000. 289 sider, 275 kr.

Roman nummer to om den særprægede adfærdspsykolog Fanny Fiske, der nogle år frem i tiden bistår det fælleseuropæiske politi med profilering af serieforbrydere. De efterlader deres signatur, og ud fra den kan Fanny sige en del om gerningsmanden. Susanne Staun præsenterede hende første gang i sidste års “Som arvesynden”, hvor Fanny måtte søge afgørende hjælp hos en synsk kvinde. Sådanne oversanselige fænomener indgår ikke i den nye historie. Den drejer sig om regelrette mord, hvor hele familier hver gang - stilfærdigt og hensynsfuldt - er ombragt og deres blod aftappet. Det henstår i plastdunke, mærket “giftigt affald”. Alle hører til inden for samme vidtforgrenede slægt. Det siger sig selv, at gerningsmanden må være vanvittig, men politiet behøver Fannys bistand for at få færten af, hvad der er for en slags menneske, de eftersøger.

Plottet er realistisk nok, og opklaringen repræsenterer en del intelligent efterforskning. Der er blot den hage ved det, at Fanny - netop på en virkelighedstro baggrund - virker endnu mere absurd og usandsynlig. Skal hun accepteres, må forfatteren balancere mellem reel spændingsroman og løssluppen parodi. Det lykkedes i førte bind, men det kikser til dels her. Fanny må være ca. 60 år, men ser 25 år yngre ud takket være omhyggelig kropspleje, jævnlig plastikkirurgi og masser af kosmetik. Hun er fortsat umættelig maneater, og hun skifter ubesværet fra kaotisk, lettere hysterisk primadonna til iskold, tjekket ekspert. Hendes “profiler” af seriemordere fremstår desværre mere som skråsikre skud fra hoften end som videnskabeligt underbyggede diagnoser.

Alligevel er opus to med sin barokke mangel på anstændighed læseværdig og passagevis ganske underholdende. Dertil kommer en understrøm, hvor det overvejes, om der er noget specielt ved kvindelige forbrydere. Om kvinders mord f. eks. er mere målrettede, uden at sex og vold nødvendigvis skal blandes til noget ulækkert. Susanne Staun vender lystigt gamle og nye dogmer på hovedet. Indignationen vil være lige stor hos aggressive feminister og ærværdige krimi-traditionalister, forudsat at begge parter er blottet for humoristisk sans.

Jo, jeg kunne godt lide romanen, men bør nok klogeligt afstå fra direkte at anbefale den.