Helle Stangerup: Skæbnegalleriet. Politiken 2006. 332 sider, 299 kr.

”Skæbnegalleriet” er en romanbiografi om de sidste seks år af maleren Hans Holbein den Yngres liv. Bogen er skrevet efter omfattende research (med litteraturfortegnelse og indeks vedrørende periodens portrætter), og det er blevet både interessant og lærerigt. Miljø, kulturelle træk og sociale forhold beskrives overbevisende – uden at denne læser har indsigt til en faglig vurdering af de mange fint sete detaljer.

Holbein karriere begyndte i Basel, og han nåede at stifte familie der. Hans succes endte brat med reformationen – den calvinske kirke ønskede ikke billeder i kirkerne og var heller ikke meget for kunst uden for den religiøse sammenhæng. Han måtte forlade Schweiz og begynde forfra andetsteds i Europa. I Henrik VIII’s England fandt han et givtigt marked, og han slog hurtigt igennem. Han arbejdede for den kongelige familie og for tidens betydelige kvinder og mænd. Men det er farligt at æde kirsebær med de store, og det var det ikke mindst op mod midten af 1500-tallet. Tre af rigets kanslere nåede at blive dødsdømt i Holbeins periode. Han havde malet dem alle, og han var især kommet tæt på Thomas Moore, svært betaget af Moores intelligente og vidende datter Margaret.

Farligst var det at nærme sig den lunefulde konge. Holbein blev sendt udenlands for at male kandidater til dronningeværdigheden. Det var Holbeins talent, at han præcist aflæste den personlighed, han portrætterede, og han tegnede sandfærdigt det, som han så, fysisk som psykisk. Det sidste gjaldt, indtil han kom under pres fra kansler Thomas Cromwell, som af politiske grunde ønskede den lidet attraktive Anna af Cleve på tronen. Hende ville kongen bestemt frabede sig, så snart han så hende i virkeligheden. Men han skulle træffe sit valg på grund af et maleri – og han faldt for Holbeins forskønnende portræt uden at bemærke de advarsler, Holbein havde skjult i billedet. Dermed var Holbein i livsfare.

Romanens gennemgående tema er konflikten mellem sandhed og manipulation. Grumme intriger, hvor det gælder både kampen for og imod den katolske kirke, og magtbegæret hos de stærke adelsslægter, der regner sig for mindst lige så fornemme som Tudor-familien, og som aner muligheder, hvis kongen ikke får mandlige arvinger bortset Jane Seymours svagelige søn, som næppe vil leve ret længe. Det falder i Holbeins lod at male prinsen af Wales, der tilbringer sine første år isoleret på et slot, hvor han bevogtes nidkært af soldater og barske kvinder, der beslutsomt holder enhver truende smittefare på afstand. En af romanens bedste scener er beskrivelsen af de sikkerhedsforanstaltninger, Holbein må underkaste sig, før han får lov til at se sin barne-model.

Og så er Helle Stangerup jo også kriminalforfatter. Hendes første bøger var et halvt dusin thrillers, og hun har senest (i 1995) udgivet den effektive erhvervskrimi ”Stedfar”. I den foreliggende roman har hun indlagt en lille kriminalgåde, der begynder, da Holbein efter adskillige år genser Margaret, og lige akkurat når at afværge et snigmord på hende. Han står tilbage med den særegne kniv, som morderen ville bruge. I elfenbensskaftet er indgraveret adskilligt, der kunne være spor, bl.a. et kryptogram, som hverken Holbein eller hans lærde venner kan gennemskue. Men det kan hans fiffige lærling, fordi han tænker mere enkelt og ligetil end de kloge herrer. En ikke ufestlig passage.

Krimiindslaget er vel indarbejdet i historien, men det er en biting i den samlede roman. Det tungtvejende er fortællingen om den geniale maler og hans tid. Ledsaget af overvejelserne om sandhedens rolle i den store kunst. Er man kun til krimi, er der nok for lidt at hente. Til gengæld tilbyder Helle Stangerup en herlig læseoplevelse til den, der kan nyde en blodrig, farvemættet fortælling, som leverer god underholdning uden at lefle for det populære.