Susanne Staun: Blå hav. Gyldendal 2001. 257 sider, 250 kr.

Susanne Staun fortæller i sin femte roman en sær historie, på én gang skræmmende realistisk og (heldigvis) sært uvirkelig. Baggrunden er sløret. Stedet er en mindre provinsby, personnavne og politiorganisation leder tanken hen på USA, men det er for så vidt ligegyldigt. Der er ingen tidskolorit, kun et par overskrifter oplyser, at det er tilbage i 1987 og 1990.

Hovedpersonen er den et-par-og-trediveårige advokatsekretær Janna. Hun har sin hæderlige og ganske almindelige drøm om ”det gode liv”, der for hende omfatter en god mand, et par dejlige børn. En stor familie. Fred og fordragelighed. Det blå hav. Hun tror, hun har fundet det med Hager og deres to døtre, det hyggelige parcelhus og hverdagen i en ung familie. Men det er for hende en for stor og grådig mundfuld. Hun sætter det hele over styr ved et enkelt fejltrin, en banal affære med en tilfældig mand efter et selskab. Det engangsknald vækker en uhyrlig jalousi i Hager. Den kærlige mand og familiefader forvandles til et sadistisk monster. Nat efter nat er han der med slag og med kniven, som han - nu eller senere - vil myrde hende med. Janna synker ind i en deprimeret sløvheds-tilstand, og først sent opdager hun, at truslerne også rammer deres to små piger. Det vækker hende, og køligt, målbevidst beslutter hun som eneste udvej at slå Hager ihjel. Det skal fremtræde som selvforsvar (hun kender betingelserne fra advokatkontoret), og så tilrettelægger hun og gennemfører sit vel planlagte affektdrab.

Efter frifindelsen må hun flytte fra sladderen i det snævre provinssamfund, men tre år senere har hun fundet sig til rette i en anden lille by, døtrene har rystet angsten af sig. Hun har justeret ambitionerne ned fra det ”gode” liv til det ”normale” liv. Den totale katastrofe rammer hende uforberedt: Hendes tiårige datter bortføres og myrdes af en afsporet pædofil, der endda følger op med telefonterror mod Janna og trusler mod den yngste datter. Politiet - repræsenteret af den tiltalende kriminalassistent Harry Spense - kommer trods omfattende efterforskning ikke videre. De få spor er til ringe nytte, og de tilkaldte FBI-eksperter kan intet stille op. Spense placeres som livvagt i Jannas hus, hvor hans sympati med Janna langsomt vokser til forelskelse. Hun er hinsides alle følelser, det er kun tanken om hævn, der kan slå en slags rod i hende kvæstede sind. Og så snubler hun ved hjælp af den yngste datters tilfældige viden over en oplysning, der for hende afslører gerningsmandens identitet ......

Det er fremragende skrevet, en stram og økonomisk beretning uden forsonende momenter eller dekorative detaljer. Med nærmest kynisk konsekvens kammer rædslen over i ren grusomhed. Helt overbevisende afdækkes langsomt de træk i Jannas karakter, som kunne gøre den spinkle, lidet påfaldende kvinde til en kold og stålsat morderske. Hendes angst og sorg er ikke hele forklaringen, der er fra begyndelsen også en disposition for vold, et egocentrisk krav om, at tilværelsen skal føje sig efter hendes vilje. Det er hende, der bestemmer, hvordan virkeligheden ser ud, og hun råder over en hæmningsløs beslut-somhed, når andre mennesker kommer i vejen. Gemt under skrøbeligheden og selvopgivelsen er hun bomstærk, sarkastisk og dybest set uforskammet. Spense ser det, men vælger at se bort fra det.

Alt det er så godt, at romanen i sin makabre og frastødende brutalitet trænger rent ind. Det er svært at slippe den igen. Så sidder man tilbage med et spørgsmål: Til hvilken glæde eller opløftelse var den? Blev man klogere, kan den bruges til noget? Svaret er - i al fald for denne læser - desværre et nej. Der må et eller andet lysstrejf til, et alternativ midt i den skæbnetunge elendighed, før en historie bliver engagerende.

Når ”Blå hav” alligevel bør læses, er det fordi Susanne Staun utvivlsomt er et af de usædvanlige og mulighedsrige talenter i øjeblikkets danske prosa. Hun lagde ud med to lidt pjattede historier om den småskøre forfatter Molly, og i al fald den første (”Sådan lyder en salonriffel” fra 1998) var lejlighedsvis morsom. Derpå er fulgt to thrillers om adfærdsforskeren Fanny Fiske (”Som arvesynden” og ”Liebe”), der balancerer flot mellem hidsig spænding, barok uanstændighed og tøjlesløs parodi. Alt sammen fortalt med energi og et - lejlighedsvis plat og upassende - godt humør, der gjorde det muligt også at kapere de udpenslede, makabre scener, som så åbenbart fascinerer forfatteren. I opus fem er humøret borte, men den sikre kommunikation med læseren er fastholdt. Det er som sagt stundom uudholdeligt, men det er samtidig vidnesbyrd om evner, der måske i kommende værker kan præstere det helt fremragende.

Trykt i Litteraturtidsskriftet Standart 2002, nr. 2.