Susanne Staun: Før jeg dør. Gyldendal 2009. 279 sider, 249 kr.

For femte gang fortæller Susanne Staun om Fanny Fiskes dramatiske liv. Fanny var i mange år en effektiv profiler, der kunne læse meget om gerningsmanden ved at studere detaljerne i en drabssag. Nu er hun – meget mod sin vilje – pensionist, og hun må slås stadig mere sammenbidt for at bevare sit ungdommelige udseende, skjule de ubønhørlige spor af årenes gang og fortsat fremstå som en attraktiv kvinde. Ikke mindst kræver det, at hun kan overtale sin modstræbende kirurg til at udføre nok en ansigtsløftning. Men Fanny står fast – livet ville ikke være værd at leve uden lækre unge mænd. Og hvis hun skal score sådan en, skal hun ikke ligne hans bedstemor.

Historien knytter sig tæt til forrige bind, ”Mine piger” – det er sådan set det plot, der til dels manglede dengang, som nu foldes lidt mere ud. Det handler også om en række drab på prostituerede, hvor politiet nøjes med sin egen forkerte ”opklaring”, medens Fanny finder frem til den virkelige gerningsmand bistået af sine to bizarre veninder, den skydeglade anklager Polly-Jean og den mere empatiske retsmediciner Lisa Selander. Fanny må tage sig af sagen, fordi morderen lumskeligt har efterladt spor på gerningsstederne, som peger på Fanny som den skyldige. De to krimiforløb er imidlertid kun en mindre del af bogen. Mest handler den om Fannys dagligdag, om hendes rabiate krav til tilværelsen og om de skuffelser, hun dermed render ind i.

Det er så fortalt med Susanne Stauns nærmest uterlige fantasi. Ordene slår gnister. Som da Fanny hører om sin smukke unge afløser – og bliver fnysende jaloux:

Lad hende have en lille grim ting i sit ansigt, som jeg ikke har, og som gør, at alle mine mænd forskrækket viger fra hende, som var hendes aura ladet med eboblandet plutonium. Lad hendes kinder være dækket af store, bulne aknear. Lad hende have en yppig, blodig vorte over sine smalle, stramme læber. Eller pryd hende med forkølede, tætsiddende griseøjne. Lad hende have en muggen ånde, lad hende stinke af gnu eller pungrotte, giv hende en opstopper så vertikal, at mine mænd vil forveksle hende med stikkontakten til deres barbermaskine, nej, giv hende hår over hele kroppen  … o.s.v. Den får ikke for lidt!

Romanen er morsom læsning. Stedvis endda meget morsom. Men den er lidet bevendt som krimi. Og det er skade – for krimivitaminerne var mange i seriens første par bind, hvor det var fascinerende at følge Fannys intelligente tolkning af sære spor.