Susanne Staun: Martas hjerte. Gyldendal 2004. 196 sider, 198 kr.

Marta er mildt sagt noget for sig selv. Fra barnsben en pige med autoritet, men også med venlig hjælpsomhed, god til at lytte, afholdt af alle. Og så tåler hun ikke at se på lidelse og sorg. Det være sig mennesker eller dyr. Marta græder utrøsteligt over smerte hos andre, over de, der bliver mobbet i skolen, over de forknytte og oversete. Hun udfrier dem, der ikke kan hjælpes, d. v. s. hun slår den lidende ihjel. Først et påkørt dyr, derpå en ko og en pony – og så et barn. Hun gør det diskret, sørger for at ingen ser hende. Kun sin lillebror Simon betror hun sig til. Drengen ser op til hende, er forskrækket og gyser lidt – men bøjer sig for Martas autoritet.

Martas mor er bekymret, selv om hun kun kender til de dyr, Marta på det tidspunkt har lettet for udsigtsløse smerter. Hverken skolepsykologen eller den psykiater, hun tvinger Marta til, kan imidlertid hjælpe. Deres fagbøger handler om tilfælde af manglende empati, ikke om alt for megen medfølelse. Og så falder de totalt for Martas uskyld og for hendes intelligente og velformulerede fremtræden.

De to søskende bliver voksne, Simon bliver læge, Marta gennemfører sin uddannelse – og hendes praksis fortsætter. Men Simon må melde fra. Han nægter at høre om Martas medlidenhedsdrab, hans beundring og kærlighed ændres til afsky. Og til sidst bliver det for meget. Romanen er den omfattende redegørelse han skriver til politiet – han hævder at kende til 16 drab (men det er nu kun 7 af dem, han nævner konkret).  Det hele er bevidst sløret, bl. a. har Simon har navne og steder, og han er måske slet ikke læge.

Simon stiller sit spørgsmål til politiet: Hvad vil de stille op med Marta – skal hun have lov til at fortsætte? Og det er naturligvis også Susanne Stauns spørgsmål til læseren, et spørgsmål, det ikke er nemt at besvare med både hjerte og hjerne på samme tid.

En skræmmende god roman. Alle ”normale” og ansvarlige reaktioner og holdninger trængt op ad væggen. Susanne Staun kan skrive præcist og overvældende som få andre danske prosaister. Hun vil noget, hun er væsentlig – og hun er ofte som her næsten ikke til at overkomme.