Susanne Staun: Mine piger. Gyldendal 2008. 286 sider, 299 kr.

Susanne Staun har tidligere udgivet tre romaner med adfærdspsykologen Fanny Fiske som hovedperson. Fanny udarbejder ”profiler” af mulige gerningsmænd til seriedrab – og det gør hun godt. Hun er født i Danmark, men ansat i en ikke nærmere defineret europæisk politiorganisation, der har sin base i England. Hun er ikke helt almindelig. Hun insisterer på sin kvindelighed og trods årenes gang sit ungdommelige udseende, der er hjulpet på vej af plastikkirurgi, motion og rigelig brug af dyr kosmetik. En livsnyder med hang til udsøgt mad, ædel vin og unge, lækre mænd. Something of a tough lady i sin adfærd og i sine holdninger (hun går f. eks. ind for dødsstraf som den nødvendige beskyttelse af dem, der ellers bliver ofre fremover).

Det er spændende krimihistorier med gode plots, og de er serveret med sort humor, absolut smagløshed og masser af ukorrekte synspunkter og holdninger. Enten er man frastødt, eller også er det romaner, der har kultstatus i ens bevidsthed. Nærværende anmelder bekender sig gerne til sidstnævnte læsergruppe.

Og så sluttede det brat, da Fanny rundede de tres og dermed under protest blev sendt på pension. En sidste sag, som hun – uden for nummer – tog på sig, endte med et overfald, der var tæt på at koste hende livet. Læserne tog afsked med en Fanny i dyb coma på et hospital i London.

Efter seks års pause tager Susanne Staun figuren frem igen. Fanny er knap nok restitueret, men rejser alligevel til Danmark sammen med to jævnaldrende veninder, retsmedicineren Lisa Selander og anklageren Polly-Jean Harvey. Deres fælles ven Nina Lacoppidan er i fare – men de kommer akkurat for sent, Nina er blevet overfaldet og dræbt. Det kan mange have haft et motiv til, for Nina ernærede sig som journalist og forfatter af klummer, der giftigt og sønderlemmende angreb alt og alle.

Det Danmark, som Fanny vender hjem til, er hende i alle henseender vederstyggeligt. Landet er blevet en lovløs bananrepublik. De kløgtige scient.pol.’er har gennemtvunget ambitiøse strukturreformer, der har haft held til at drive stort set alle politifolk ud af korpset. Enhver er sig selv nærmest, og de tre må tage affære på egen hånd. De er på ingen måde kære, gamle damer. De har tidligere reageret på krænkelser og svigt ved i fællesskab at aflive misdæderen (hver gang naturligvis en mand), og Polly-Jean minder mindre om en kompetent jurist end om en skydegal sherif fra Texas.

Historien overbeviser ikke som krimi. Trekløveret finder nok frem til nogle spor, men det er ikke dem, der leder til opklaringen. Når Fanny får afgørende oplysninger i hænde, refereres det, men læseren indvies ikke i, hvad oplysningerne går ud på – det går ikke i en krimi! Det begynder en 23. november, men selv om begivenhederne udvikler sig over adskillige uger, kommer der ingen julestemning. Læseren sidder tværtom tilbage med en vag sympati for den stakkel, der kvalte Nina, og det er forvirrende.

Til gengæld kan man glæde sig over et farverigt, originalt sprog og en serie uanstændige og festlige provokationer. Her fornægter Susanne Staun sig ikke. Og så er det dobbelt ærgerligt, at plottet ikke bliver taget alvorligt.