Susanne Staun: Mit smukke lig. Gyldendal 2002. 238 sider, 225 kr.

Adfærdsforskeren Fanny Fiske arbejder en halv snes år ude i fremtiden for det fælles-europæiske politi. Hendes base er det sydlige England et sted mellem Cornwell og Grafton (to fiktive bynavne, der angiver et par af Susanne Stauns kilder til inspiration). Fannys disputats handlede om seriemordere. Hun kan tegne ”profiler” af gerningsmanden, genkende hans ”signatur”. Og hun véd, at han finder det at myrde meget, MEGET lækkert. Der er tale om en defekt, en manglende udvikling af de hjerneceller, der skulle befordre medfølelse, empati, medlidenhed. Det er uhelbredeligt, og derfor har Fanny agiteret for dødsstraf for ”hendes drenge” – ikke fordi de fortjener at dø, men fordi de ofre, de usvigeligt sikkert vil finde, når de løslades som ”resocialiserede”, fortjener at leve.

Fanny er et sært amfibium. Hun holder sig evigt ung med skarp træning, omhyggeligt udvalgt kost og hyppige plastikkirurgiske behandlinger. Så kan hun glubsk kaste sig ud i at score unge, smukke fyre. Det er lutter brug-og-smid-væk-mænd, Fanny er en drilagtig kvindelig pendant til den beundrede mandlige Casanova-model.

Susanne Staun har tidligere fortalt om Fanny i to rablende morsomme, gennemtænkte og aldeles uanstændige romaner. I opus tre rammes Fanny af adskillige chok: Hun når pensionsalderen (personalekontoret har – uanset hendes ungdommelige udseende – styr på CPR-nummeret). Altså mister hun det arbejde, hun har mestret og holdt af. Samtidig meddeler hendes læge, at det er slut med operationerne – det er ikke mere muligt at skjule forfaldet, rynkerne og det løse kød. Og for at bægeret skal være fuldt, pines hun af en række dårligdomme, der røber hendes virkelige alder. En hofte, hvor slidgigten jager, en smertende hæmoride og et ansigt, som det nu tager ganske lang tid at omforme til den 35-40-årige facade, hun insisterer på. Jeg vil simpelthen ikke finde mig i fremtiden, er hendes kompromisløse reaktion. Dybt deprimeret søger den ikke spor kære gamle dame skjul i et lille hotel i London. Neurotisk kredser hendes tanker om selvmord, men først når hun har fået repareret de værste skader. Hun vil insistere på i det mindste at blive et smukt lig.

Så får Fanny det tilbud, der kan blive den sidste opgave, den sidste cigaret: Nogle unge piger, der rituelt er blevet tævet ihjel i området omkring Tottenham Court Road. Sagen præsenteres for hende af en tidligere uven, district chief-inspector Keith Knight, og dels fordi hun aldrig havde held til i tide at forføre ham, dels fordi hun er dybt inde i sin depression, afviser hun i første omgang. Alligevel lader hun sig fange, og det bliver en både spændende og interessant efterforskning, hvor hendes teorier går hånd i hånd med den politimæssige efterforskning – indtil historien kulminerer i et orgie af vold. Den mulighed står åben ved romanens slutning, at det virkelig blev Fannys sidste sag.

”Mit smukke lig” er mange ting. En tilfredsstillende krimi, med et godt plot og med effektiv, begavet efterforskning. En sært neurotisk bog om det at ældes, der spænder fra skamløs pornografi til svidende skarp iagttagelse. En uimodståeligt morsom roman, hvor gode vitser veksler med hvasse samtidskommentarer og overraskende nye formuleringer (når Knight får et vigtigt dokument i hænde, læser han det med knyttede bryn, for bare at nævne et eksempel).

Kort og godt: Værd at anbefale til enhver, der ikke tage det hele alt for højtideligt.