Susanne Staun: Skadestuen. Gyldendal 2005. 230 sider, 199 kr.

Formodentlig den mest forbitrede roman, der endnu er skrevet på dansk om nutidens ”hvide slavehandel”. Katarina, som er alenemor i Usbekistan, lokkes med en falsk annonce til Prag, hvor hun brutalt installeres i et bordel – ”skadestuen, der er stedet, hvor kvinder kommer til skade, hvis de ikke opfører sig ordentligt, og mænd får plaster på”. Berøvet sit pas, sine læsebriller, sin bagage og sin identitet er der ikke meget, hun kan stille op. Det lokale politi er syltet grundigt ind i den beskidte forretning, og bagmanden er antagelig den usbekiske ambassadør.

Romanen beskriver på det mest oprørende Katarinas desperate forsøg på at bevare en smule selvværd og hendes fortvivlede overvejelser om, hvordan hun kan komme ud af klemhærken. Susanne Staun kan som få andre ægge læserens vrede. Det er ikke til at holde ud.

Katarina er offer for en forbrydelse, men der er ikke tale om en kriminalroman (selv om der undervejs også fortælles om et drab). Spændende er historien for så vidt heller ikke. Kun rystende og deprimerende.

Der er noget at komme efter. Spørgsmålet er, om det er mareridtet værd at hente det.