Ulrikka Strandbygaard: Kærlighedsskulpturen. Rosinante 2000. 256 sider. 299 kr.

Hovedpersonen er den 9-årige Bert, der sluttede et nært venskab med den knap 70-årige Narl. Narl er som barn undsluppet jødeforfølgelserne i Tyskland, men han er for livet mærket af en ulykkelig opvækst. Han sidder nu alene i sin tarvelige lejlighed på Vesterbro, uden familie og venner, uden engagement og initiativ, og kun med det strengt nødvendige til livets opretholdelse. Bert tager sig af den gamle mand. Bert løser i det hele taget alle problemer på sin vej, også for sin anden ven, den stumme kunstner Maria. Er der optræk til ballade, stifter Bert fred. Narl tager drengen med på en charterferie til Madeira - og det er der, han kaster Bert ud over en afgrund. Det sker i dyb gensidig forståelse, hvis man tør tro den video, en tilfældig tysk turist har optaget af begivenheden. Berts lig bliver aldrig fundet, men Narl dømmes naturligvis for mord.

Narl kaldte Bert for “Bird”, og alle metaforer i bogens første del handler om fugle. Muligheden holdes åben for, at Bert simpelthen fløj bort - men hvorhen da? Kristus-identifikationen er antydet, ikke mindst da der begynder at ske underfulde helbredelser de steder, hvor Bert satte sine spor - læseren hensættes i korte øjeblikke til stemningen fra de apostolske fædres legender om Jesusbarnets mirakler. Alt det fortæller romanen imidlertid ikke yderligere om, den opløser sig i en række noveller, hvoraf kun et par har en direkte relation til Bert og hans skæbne. Det gælder især et tilløb til medicogyser om en antagelig vanvittig læge fra Rigshospitalet (magtfuldt hedder han Jarl Overgaard), der gennemførte en kunstig befrugtning af Edena Larsen, men som svigagtigt brugte sin egen sæd, efter først at have fjernet det gen, han i sin forskning havde bestemt som “magtfaktor-genet”. Edena fødte en dreng, som imidlertid blev en hårdhudet lille slagsbror, men den baby var muligvis forbyttet med Bert? Lægen vil tilsyneladende gentage sit eksperiment, men det går helt galt.

Historien om den medicinstuderende Adam Lester (atter et ladet navn) har derimod meget lidt med Bert at gøre. Adam fascineres på Panum-instituttet af en kvindelig patient (eller forsøgs-person?), som ligger i dyb bevidstløshed bag en rude ud til gangen. Han går i panik, da kvinden bliver overført til Grækenland, medens alle spor af hende er fjernet i København. En græsk rigmand har påtaget sig udgifterne ved den videre “behandling”, men har muligvis blot installeret hende som rekvisit i sit sære drømmeslot. Adam rejser derned, bryder ind, men finder ikke dokumentation for, at kvinden nu er kærlighedsskulpturen i galningens samling. Og muligvis er kærlighedsskulpturen i virkeligheden de lerfigurer, der pludselig springer ud af Miquels nyvakte fantasi. Han er taxachauffør på Madeira, hvor han kørte den sidste, fatale tur med Narl og Bert. Adam træffer ham, da han tager derned, finansieret af den noget ældre journalist Ib (Adam er tilsyneladende reduceret til trækkerdreng hos en midaldrende bøsse). Ib skriver en artikel til “Samvirke” om Berts forsvinden. Adam inspireres til en stor og mystisk roman. Læseren - i al fald denne anmelder - opgiver af finde rundt på de slyngede vildveje.

Genremæssigt er der ikke tale om krimi eller thriller, selv om adskillige anmeldelser brugte etiketter i den retning. Man er måske en tid lidt spændt på, om der kommer en nærmere forklaring på Berts skæbne - det gør der ikke. Tilbage er antydningerne, de løse associationer, den dirrende tone og den tøjlesløse magi, eller forsøget på sidstnævnte.

Antagelig vil nogle læsere kunne lide det mix. For undertegnede var det tidsspilde, til dels af den irriterende slags.