Thomas Teglgaard: Al den ondskab. Gyldendal 2002. 252 sider, 225 kr.

Retsmedicineren Oskar Larsen er kørt sur i jobbet som statsobducent. Han føler sig som ”en mand i sin bedste alder, der spilder sit liv”. Hans modsætning er politimanden Verner Olsen, der med ukuelig, utåleligt jovial optimisme engagerer sig i en sag, der begynder at ligne seriemord på midaldrende mænd – som alle viser sig at have været dybt usympatiske. Når Oskar overhovedet investerer sin energi og sine følelser i den efterforskning, skyldes det hans møde med det første mordoffers steddatter, den smukke, hyperintelligente sygeplejerske Iben. Oskar forelsker sig uforbeholdent, og da Iben trues af nogle voldelige mænd (der også udsætter Oskar for et brutalt overfald), vil Oskar yde sit for at opklare sagen.

Det er sådan set et godt plot. Desværre drukner krimien i en endeløse beskrivelse af den midaldrende mands elleskudte betagelse af den unge kvinde – for til sidst at kamme over i en ikke helt overbevisende hævnhistorie. Der er næsten ingen sporsøgning, og læseren underrettes kun telegramkort om de 6-7 mord, der følger efter drabet på Ibens stedfar – et af ofrene får end ikke navnet med. Olsen beskrives som noget i retning af et forvokset dampbarn, som næppe havde opnået en overordnet stilling, endsige beholdt den ret længe. Det er helt usandsynligt, at han (og den etat, der er omkring ham) ikke skulle finde den ret oplagte forbindelse mellem drabsofrene. I romanen bliver det imidlertid Oskars fortjeneste at udlede sammenhængen, inspireret af en tilfældig bemærkning fra Iben.

Oskar har en kompliceret baggrund. Han er mærket af fortællingerne i barndommens søndagsskole. Han véd, at Gud satte et mærke på Kain for at hindre, at menneskene skulle dræbe denne historiens første morder. Han mener, at det er fatalt for mennesket, at det slet ikke har forstået Guds indædte had mod ondskaben, og at englene, hans tjenere, er nogle af universets farligste krigere. Men han viger tilbage fra at tage stilling til, om drabsmanden så er en engel med ”en retfærdig dom”, eller blot en forskruet psykopat, der tilegner sig en myndighed, som i al fald ikke tilkommer ham.

Romanens tema er ikke kriminaliteten og opklaringen af den, men synden og menneskers forhold til det syndige, til ondskaben. Og røsten er i de afsnit et ekko fra missionshuset (eller endnu mere dystert: Talerstolen i Luthersk Missionsforening).

Teglgaard, der er læge, har trods sin unge alder (32 år) allerede adskillige romaner og et par essaysamlinger bag sig. Den let mondæne fernis i den foreliggende bog skjuler ikke de elementer, der har ført til, at adskillige af de tidligere værker udkom på Lohses Forlag. ”Al den ondskab” er ikke en usympatisk roman, men den er sammensat af uforligelige ingredienser, og slutresultatet bliver ikke en god læseoplevelse, men en lidt flad konfusion.