Thomas Teglgaard: En anden mands hævn. Fokal 2008. 304 sider, 300 kr.

Hovedpersonen hedder Leon. Han er en ung mand med et psykisk handicap. Han er velbegavet, har klaret gymnasiet fint, men han har ikke hold på sig selv og slet ikke på andre mennesker, som han har svært ved at afkode og forstå. Han lever isoleret, hans eneste kontakter er den moderlige dame, der bestyrer pølsevognen henne om hjørnet, og hans mor, der imidlertid som regel er borte i selvmedlidende alkoholtåger. Så trænger den heller ikke alt for veltilpassede Rikke sig ind i hans liv. Hun bor i samme ejendom og har i hans fravær (eller da han ikke ville lukke op for postbuddet) modtaget en pakke til ham. Det viser sig at være to kassettebånd, som hans gymnasiekammerat Emil har indtalt kort før sin død. Emils kone Susanne blev myrdet, og Emil er sikker på, at gerningsmanden var hendes ekskæreste Hans Erik. Emil har opsøgt og anklaget ham – og mener sig nu selv jaget. Hans Erik er gangster, bagmand for en del kriminalitet. Emil lader Leon arve problemet, for mordet på Susanne skal hævnes.

Alt det sætter Leon i gang. Hans skæve tilgang til tingene, hans frygtløse oprigtighed og hans nærmest aggressive retfærdighedssans viser sig at være stærke aktiver. Rikke er betaget, Emils forældre er derimod afvisende, de vil ikke tale om det skete, og det får Leon til at ane uråd. Der er noget i det, som Emil fortæller på båndet, der ikke kan være sandt. Retfærdig hævn forudsatte absolut overblik, absolut autoritet, absolut retfærdighed. Leon drøfter sagen med en vicekriminalkommissær, og også her efterlader han et foruroligende indtryk. Politiet er i forvejen på sporet af Hans Eriks kriminelle aktiviteter, men har ingen beviser, og Hans Erik har et tilsyneladende vandtæt alibi i sagen om mordet på Susanne. Så kontakter og provokerer Leon Hans Erik, og det er naturligvis ikke ufarligt. Tingene begynder at ske hurtigt, og finalen blive barsk.

Plottet er godt – og en hel del mere kringlet end foran antydet. Historien fortælles med forfatterens næsten kærlige solidaritet med sine personer – ikke blot Leon og Rikke, men også den fordrukne mor og et par steder sågar Hans Erik. Bag det ligger et diskret kristent engagement, som flere steder stikker frem (der er i Leon splinter af både en profet, en apostel og en martyr), men der er ikke tale om en prædiken, som en anmelder skrev. Romanen er skrevet som thriller, og selv om spændingen ikke noget sted når det neglebidende, holdes det sigte fast.

En sær og skæv bog – men også en sympatisk fortælling om tabere, der finder frem til styrke og handlekraft, da det gælder. Lige når læsningen er slut, er man (i al fald undertegnede) tilbøjelig til at lade den ligge med et lidt desorienteret ”nå”. Den trænger sig imidlertid på og bliver ved at poppe op med ny associationer. Så ligegyldig er den i al fald ikke.