Bo-T (Bo Torstensen): Under overfladen. Attika 2003. 319 sider, 198 kr.

Åbningsscenen er fejende flot. Vi er på Femerensundbroen (et par år ude i fremtiden), hvor den navnløse fortæller har problemer med betalingsanlægget og derfor må henvende sig på kontoret. Han har givet en ung blaffer lov til at smide rygsækken ind i bagagerummet, og så eksploderer hans bil, netop som kortegen med den tyske og den danske udenrigsminister passerer. Ministrene når at slippe forbi, men adskillige omkommer, og fortælleren indser, at han vil være hovedmistænkt i en sag om det tilsyneladende terroristangreb. Han flygter derfor sammen med blafferen, og da han heldigvis er gammel sejlsportsmand, kan han komme væk i en båd, han stjæler i en nærliggende lollandsk havn.

Resten af historien udspiller sig til søs eller i al fald søværts. For det handler om noget ganske andet. Blafferen tilhører en mystisk international sekt, der vil frelse (eller rettere: erobre) verden. Sekten er beskrevet med elementer, der er lånt fra Tvind-imperiet, sciencetology og den groteske amerikanske klan, der endte med et uhyrligt masseselvmord. På stadig højere trin af indsigt befrier sektens medlemmer sig mere og mere fra materien – de berøver sig selv fingre, arme, ben, sanser og kønsdele. Perversionerne er beskrevet kvalmende, medens det tankegods, som sektens karismatiske leder disker op med, er mindre håndgribeligt.

Sekten viser sig at drive et velbevogtet kursuscenter i det sydfynske øhav, og dens gode skib sejler ildevarslende rundt i de danske farvande. Rejseriets formål er mildt sagt uklart, men undervejs har medlemmer dog mineret Storebæltsbroen og muligvis også de andre forbindelser mellem Sjælland og omverdenen. Vor navnløse fortæller støder ved en serie usandsynlige tilfældigheder ind i det hele. Han ser skibet, border det hemmeligt, mister igen kontakten, men finder det på ny, etc. Adskillige mister livet, men fortælleren overlever alt – styrke som Supermand, snilde som James Bond og handyman vis-a-vis enhver teknik. Han når også lige at få et par oplysninger ud af vigtige vidner, før de likvideres af sektens folk.

OK – den første tredjedel er spændende, kulørt ramasjang. Resten er hovedpinefremkaldende gentagelser, isprængt endeløse beskrivelser af de landskaber fortælleren sejler forbi (med redegørelse for folklore og historie), og belastet af uhumske redegørelser for sektens molestering af medlemmer såvel som modstandere. En kløgtig anmelder ville læse det hele som manualen til et computerspil. Det er muligvis rigtigt, men det giver ikke lyst til at lege med spillet.

Ikke nogen rar anretning.