Georg Ursin: Arrivisten. People’s Press 2006. 191 sider, 199 kr.

Romanen er den korte historie om Paul Martins’ liv og karriere. Det sidste er det vigtige. Han har fra sin tidlige ungdom en høj mening om sig selv, en ubegrænset tillid til egen formåen og egne vurderinger. Han indser aldrig, at han i virkeligheden er en småt begavet, fantasiløs mand, der savner enhver social kompetence.

Paul gennemfører med nød og næppe (og kun i kraft af snyderi og en beskeden evne til overfladisk sammenfatning af de ting, han har læst, men ikke forstået) en embedseksamen, og han begynder så sin karriere i centraladministrationen. Ved fedteri og tricks når han frem til chefstillingen i en nyoprettet institution (hvis opgaver aldrig oplyses mere præcist – og måske heller aldrig står Paul ganske klart). Det bliver en katastrofe, og på et tidspunkt også en kriminel affære. En medarbejder gennemskuer det sidste og forsøger sig med afpresning, men Paul får iværksat en afstraffelse – uden på forhånd at vide, at det bliver et drab. Det går naturligvis til sidst helt galt. Helten fra Ursins debutroman – den aldrende Victor Chenlein – har set nok til at gennemskue, hvem der begik forbrydelsen.

Sigtet er en sarkastisk (for ikke at sige nederdrægtig) beskrivelse af den offentlige administration. Det er flere gange morsom læsning (man fandt sagen så kompliceret, at man så sig nødsaget til at stille den i bero eller han begyndte at forstå, at den meget store mand ventede sig en betydelig indsats fra hans side med hensyn til at konstruere ordrige begrundelser for vilkårlige standpunkter). Det ville – for en læser med fyrre års erfaringer i branchen – være løgn at påstå, at de adfærdsmønstre, Ursin angriber, aldrig er forekommet. Men det ville lykkeligvis være en endnu større løgn, hvis man bekræftede, at de er typiske. Satiren kammer over i en forbitrelse, der desværre tager noget af brodden af den.

Som krimi er historien ikke meget bevendt. Der er ingen gåde at løse og følgelig heller ingen efterforskning. Chenlein, der genkender den dræbtes foto i avisen, meddeler pligtskyldigt politiet, hvad han har set. En ransagning af den mistænktes bopæl bringer de fornødne beviser til veje, og så ikke mere. Lidt skuffende efter den elegante debut med ”Chenlein og Smith” i 2005.

Som satire over bureaukrati og over en uduelig stræbers mulighed for at snyde og fedte sig opad er historien barsk, lejlighedsvis morsom, men desværre ikke synderlig givtig.