Georg Ursin: Chenlein og Schmidt. People’s Press 2005. 156 sider, 199 kr.

Historien fortælles af Victor Chenlein, der ikke for ingenting bærer sejr i sit fornavn og dobbelt ydmyghed i efternavnet. Han er pensionist, enlig og lidt menneskesky, måske også en smule misantropisk. Han bor i ”en ikke eksisterende europæisk storby”, og her forslår han det meste af sin tid med lange traveture i parkerne. Han savner ikke jobbet, tværtom: I mange år havde jeg hadet det på grund af den ufrihed, der var forbundet med det, og glædede mig, efter at jeg var blevet pensioneret, dagligt over at være kommet på afstand af det. Det er ikke alt gråt guld, der glimrer!

En morgen får han et chok. På en bænk i parken ligger liget af en yngre kvinde, tydeligvis kvalt. Han melder naturligvis fundet til politiet, der gennemfører en efterforskning, og som sågar rejser en straffesag, der dog ender med en frifindelse. Chenlein er ikke tilfreds. Han har hæftet sig ved opsynsmandens bemærkning om, at der kun kommer de sædvanlige i parken, bortset fra en gammel dame, der ikke spadserer der mere. Hende finder Chenlein frem til. Hun er indlagt med et alvorligt hjertetilfælde. Hun kan fortælle, at hun var vidne til mordet – og at hun genkendte morderen. Hun kan også oplyse lidt, der måske kan identificere ham, men hun er omtåget, og da Chenlein dagen efter vender tilbage, er hun død.

Chenlein fortsætter sin nærmest pedantiske efterforskning, og kan så sætte navn på den mulige morder: Det er Hans Schmidt, en højt placeret tjenestemand i statsadministrationen. Ham søger Chenlein oplysninger om, og snart tegner billedet sig af en hensynsløs karrieremager, uduelig og brutal, en sand skræk for de underordnede, især for smukke unge kvinder. Chenlein konfronterer ham med den gamle dames mistanke, som Schmidt naturligvis afviser, og han klarer frisag, da Chenlein har underrettet politiet om sine resultater.

Så er Chenlein i vanskeligheder. Vel har han handlet anonymt, også da han kontaktede Schmidt, men han er ikke svær at opspore, og han er ikke i tvivl om, at Schmidt vil tage hævn. Handlingen udvikler sig til en forfølgelseshistorie, hvor Chenlein føler sig mere og mere klemt, samtidig med at han er klar over, at noget af menneskejagten (måske det hele) kan være indbildning og paranoia. Det bliver rigtig spændende.

Der er gode krimitakter i Chenleins efterforskning, selv om det aldrig bliver traditionel detektivroman. Læseren erfarer intet om den dræbte kvinde (end ikke hendes navn), og politiets professionelle arbejde er mørkelagt, så heller ikke det kan Chenlein berette om. Den afsluttende thriller er skræmmende præcis, læseren føler med den stadig mere forskræmte mand, hvis greb om tilværelsen langsomt svigter.

Det er en kort roman (eller stor novelle), skrevet i et enkelt sprog med få beskrivelser, men med en hældning imod den upersonlige stil, Chenlein antagelig blev opdraget til i sit job. Som mødet med Schmidt: Jeg spurgte ham, hvad han havde at sige til fru Peters’ anklage, for eksempel om han havde et alibi. Han erklærede sig overrasket” – her er det næsten tonen fra en politirapport. Det får stå hen, om det er det forfatteren naturlige sprog, eller om han dygtigt har udtænkt det til den skrivende Chenlein. I al fald fungerer det effektivt, og sproget er med sin kultiverede akkuratesse en sand nydelse efter læsningen af mange tekster – i aviser, i officielle papirer og sågar i romaner – hvor det tilsyneladende ikke er lykkedes folkeskolen at bibringe skribenten fornødent kendskab til dansk grammatik. Ligeså er det virkningsfuldt, at Chenlein hele tiden koncentrerer sig om facts. Det viser sig ved, at kun de to hovedpersoner og den gamle dame navngives. Ellers er der tale om funktioner (”politimanden”, ”opsynsmanden”, ”sygeplejersken” etc).

En original roman, der absolut er læseværdig. En af dem, der spøger i baghovedet på læseren i adskillige dage. Og så er det endda noget så sjældent som en debut for en 71-årig forfatter.

Anbefales.