Georg Ursin: Mord på museet. People’s Press 2009. 213 sider, 199 kr.

For femte gang er Ursins detektiv Victor Chenlein på banen – en beskeden gammel mand, der ikke stiller store krav til tilværelsen. Han har imidlertid én lidenskab: Det skal gå retfærdigt til, og det er ikke nemt at sørge for det. Politiet er ikke meget værd i det ”ikke eksisterende europæiske land”, hvor han lever sit stilfærdige pensionistliv. De fumler med opgaverne, de kan finde på selv at besørge en fanges tilsyneladende selvmord, og når en tilstrækkeligt højt placeret mand afsløres som storforbryder, bliver det til en sag, der udsigtsløs løber ud i sandet.

Historien fortæller Chenlein som sædvanligt selv. Den begynder, da han fascineres af en oldgræsk mosaik på et lidt støvet museum. Motivet er et idyllisk landskab med en kentaurfamilie i forgrunden. På billeder plejer kentaurer at være vist med hæslige hoveder. Her er det smukke faunhoveder, ansigterne er i ro, men trækkene røber en fornem anspændthed, som antyder, at der kun skal meget lidt til for at ændre roen til vilter vrede og et ønske om hævn. Intet tyder dog på slette hensigter hos kentaurerne. De så nærmest ud til at være uden evne til at skelne mellem ondt og godt og at have det samme accepterende forhold til begge dele. Ikke i form af karakterløshed, men i form af en ophøjethed, der virkede majestætisk. Det gode og det onde blev reduceret til meget små størrelser, så længe jeg iagttog mosaikken.

Mosaikken, der et sted karakteriseres som et symbol for ondskaben, er et varsel om de oplevelser, Chenlein står over for. Han har fattet sympati for museets elskværdige direktør Adam Bland, der ulejligede sig med at vise ham hen til det magasin, hvor mosaikken bliver opbevaret. Det er et chok for ham at erfare, at direktøren få dage efter arresteres og sigtes for at have myrdet museets unge kontordame. Chenlein vil overtyde sig om, at der ikke sker ham nogen uret. Han overværer derfor retssagen, der på sær vis gennemføres uden reelle beviser, men alligevel ender med, at direktøren findes skyldig og idømmes en langvarig fængselsstraf.

Chenlein er ikke overbevist. Hvis domfældelsen af Bland var urimelig, måtte han opfattes som et sagesløst offer for et fjendtligt miljø – et miljø, som rummede kræfter, der var tilstrækkeligt slette til at gå til angreb på et frygtsomt, forsvarsløst, harmløst, godtroende menneske. Den skæbne et sådant menneske må lide, har altid forekommet mig at være uendeligt modbydelig. Og jeg har altid opfattet det som noget, der bør bringes til ophør, hvis det på nogen måde er muligt

Chenlein må på egen hånd tage sagen op. Han får på dygtig vis rede på de personer, som arbejder på museet – fire kustoder med hver sin mildt sagt blakkede fortid, en lidt forfjamsket yngre altmuligmand, der synes for ubetydelig til at kunne være skyldig i noget som helst, og endelig museets nye chef, som bærer det ildevarslende navn Malin (den tredje af romanens kun tre navngivne personer). Chenlein bliver også klar over, at der uden for åbningstiden foregår skumle ting. Han holder øje med udviklingen, og muligvis er det hans spionage, der udløser et afsluttende opgør, som afslører, hvem der dræbte kvinden – og her har Chenlein taget helt fejl. Han har overset, at frygt kan være så stærkt et motiv som had. Den opgave, han havde sat sig, er imidlertid løst – direktør Bland løslades, om end myndighederne ikke finder grund til at give ham en erstatning. De uhyggelige ting, Chenlein detektivarbejde også har afsløret, fører nok til en undersøgelse, men så heller ikke mere. Og Chenlein må til sidst erkende, at han har haft fat i hjørnet af en langt større ondskab, end han nogensinde havde forestillet sig – og at han ikke kan gøre spor ved det.

En dyster roman, som præcist binder sin pessimisme sammen med urovækkende tendenser i det moderne samfund. Og så en spændende historie, der som lødig krimi præsenterer en række originale metoder i et detektivarbejde, som faktisk kunne være udført af en intelligent amatør. Dertil Chenleins pedantisk korrekte og knirkende gammelmodige sprog (bemærk f. eks. i to af citaterne foran brugen af det næsten uddøde ord ”slette”) – det er helt herligt.

Anbefales.