Per Vadmand: Manden der skrev breve. Attika 2005. 331 sider, 295 kr.

Skønt opvokset i København er den ca. 50-årige lærer Bent Andersen faldet godt til i den vestsjællandske landkommune Østermark. Ægteskabet med Hanne er åbent og stærkt, han er respekteret på skolen, og han har gjort lokalpolitisk karriere, der er kulmineret med to perioder i byrådet og en udvalgsformandspost. Bent er principfast, stridbar (det vidner talløse læserbreve og debatindlæg om), men fair og saglig i sin kritik.

Bent fortæller selv historien, der begynder ved folketingsvalget i 2001, hvor Bent er socialdemokratisk kandidat. Partiet taber som bekendt, og der bliver ingen plads til Bent. For ham er det signalet til at tage tilværelsen op til revision. Han har orlov fra skolen, og han havde på forhånd frasagt sig de kommunale hverv. Dermed er han ude af det politiske. Han tager alene på en lang udlandsrejse uden kontakt med familie og venner derhjemme.

Hjemkomsten er noget af et chok. Medens han var borte, har en ukendt brugt hans navn til en række hadefulde læserbreve, skrevet i hans stil, og sideløbende har adskillige fremtrædende borgere (og de fleste i hans vennekreds) modtaget sjofelheder og trusler, underskrevet med hans signatur, så vellignende, at han kunne tro, at han faktisk har sat den. Politiet godtager hans forklaring, men familie og omgangskreds vender ham ryggen. Han må selv tage fat.

Det udvikler sig mere og mere uvirkeligt og skræmmende, og læseren begynder langsomt at fornemme, at noget er galt. Håndgribelige beviser forsvinder, hver gang med en plausibel forklaring, men samlet er det ikke rimeligt. Sære personer dukker op – eller gør de? Bents nedtur er måske ikke begrænset til det ydre.

Der er stærke momenter af thriller i romanen, og såmænd også små træk af krimi. Det er skrevet overbevisende med gode overraskelser. OK, der trækkes for langt ud, men romanen er alligevel læsningen værd.