Ingeborg Vagt: Gelébarnet. Prudentia 2007. 229 sider, 178 kr.

Mona er ved historiens begyndelse indlagt på sygehuset (i Esbjerg?). Hun er gravid, men fosteret er dødt, så hun skal føde det nu og derefter have en udskrabning. Alt sammen trist og ubehageligt – og så sandelig skildret af en forfatter, der må have meget dårlige erfaringer med det danske sygehusvæsen. Mona er alene, hun har slået op med barnets far, og nu rammer endnu et slag: Hendes forældre omkommer samme nat ved en bilulykke. Der er ikke noget at sige til, at Mona plages af mareridt, hvor det døde foster – ”gelébarnet” – spiller en væsentlig rolle.

Læseren véd bedre. Forældrene blev ofre for et attentat, og samme skæbne overgår den hyggelige pensionist, som uden at vide det har været drabsmandens redskab, da forældrene (som ellers ikke kørte bil) blev lokket af sted i troen på, at Mona var i livsfare på sygehuset. Mona aner dog, at noget er galt, og det får hun bekræftet af den ven, som besøgte forældrene den sidste aften, og som derfor kan fortælle om den falske opringning fra sygehuset. Politiet afviser imidlertid, at der er noget at komme efter. Det var en tragisk men tilfældig ulykke, resten er en nervenedbrudt datters fantasier. Mona har kun en nær veninde og hendes kæreste – journalisten Peter – at støtte sig til, og heller ikke de to tror i begyndelsen på, at der er tale om en forbrydelse. Blandt andet savnes ethvert rimeligt motiv.

Plottet er sådan set snedigt nok, og der er undervejs et par gode spor yderligere. Svagheden er motivet – det står ikke mål med handlingens efterhånden fire drab. Det er også utilfredsstillende, at det ikke forklares, hvorfor det fjerde offer skulle slås ihjel, eller hvorfor drabsmanden efterlod en bombe, da han havde besøgt et lokalt arkiv, hvor han fandt papirer, hvis indhold eller funktion også forbliver en mystifikation. Alt det går ikke i en krimi – læseren skal have besked og skal ikke forvirres med gådefulde hændelser, der aldrig forklares.

På plussiden noteres en god evne til at skabe atmosfære og uhygge. Og lange passager, hvor spændingen bliver ganske høj. I samarbejde med en dreven forlagskonsulent, der kan sikre disciplin og præcision (og luge en del sproglige svigt ud), vil Ingeborg Vagt antagelig kunne levere prima krimi. Det talent, der gnistrer flere gange, fortjener i al fald chancen.