Knud V. Valbjørn: Mumien i Atacama ørkenen. Queenswood 2000. 262 sider, 198 kr.

Handlingen udspiller sig i Chile i 1968 - umiddelbart før det valg, der førte til Allendes magtovertagelse og nedtællingen til det efterfølgende statskup og det mest modbydelige regime, der er etableret i nyere tid (eller måske snarere det militærdiktatur, der er doku-menteret bedst?) Hovedpersonen er en dansk ekspert i køleteknik, som er udsendt af Danida for at bistå fiskeri-fakultetet ved universitetet i en ørkenflække nordligst i Chile. Engang var eksporten af salpeter områdets blomstrende industri, nu er der kun en beskeden kobber-produktion at leve af. Men der er i den nærliggende havneby mulighed for at udvikle det lokale fiskeri, og der kan afsættes betydelige fangster, hvis fiskene kan køles ned til transport til storbyerne på den Syd-Amerikanske østkyst.

Anton Tegnert erfarer straks ved sin ankomst, at han er uønsket. Grovere chikaneres den marinbiolog, der er knyttet til projektet, og slemt går det også ud over en norsk ekspert. Tegnert er ikke sådan at kule ned, selv om Danidas lokale repræsentant er til ringe hjælp, og ministeriet i København fortaber sig i svævende diplomatisk tvetydighed. Da marinbiologen forsvinder (og konstateres det snart: Er myrdet), må Tegnert med sine lokale videnskabelige assistenters og nogle hæderlige chileneres hjælp tage udfordringen op.

Tegnert er kommet til Chile som gæst. Han havde sat sig for, at han ikke ville drages ind i landets politiske stridigheder, men neutraliteten er ikke mulig i længden. Det er interessant, at han og de pålidelige folk, han kan rådføre sig med, frygter en valgsejr for Allendes venstreorienterede politik lige så meget som et statskup fra hærens generaler. Man tror på fornuftig evolution, ikke på voldsom omvæltning.

Romanen indeholder en venlig og optimistisk skildring af en dansk Danida-udsendings tilpasning i et fremmed miljø. Der er fine beskrivelser af det magtfulde chilenske landskab, men overraskende lidt om den lokale kultur, livsformerne og traditionerne. Krimiintrigen er vævet godt ind i handlingen, men den bliver aldrig til et plot, og den aktion, som Tegnert & Co til slut gennemfører, smager meget lidt af moderne thriller - forbilledet skal snarere hentes hos Torry Gredsted eller en anden af 1930'ernes kvikke drengebogsforfattere. En afsluttende alternativ løsning (der unægtelig ligger hinsides Gredsteds fantasi) hjælper ikke på det.

Det hæmmer læsningen, at mange sider går med intetsigende tomgang, hvor Tegnert kører derhen eller herhen, ser det ene og det andet etc. Det sproglige udtryk er tungt. Forlaget burde have ladet en konsulen rådgive forfatteren (og sikre, at personerne ikke skifter navn - Anton kaldes et sted “Knud”, og hans hustru Margit lejlighedsvis “Birgit”). Kan man abstrahere fra de mangler, kan bogen læses som en ikke ueffen rejsebeskrivelse fra en fjern og eksotisk egn.