KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Anders Westenholz: Fædrenes synder. Forum 2003. 204 sider, 249 kr.

Karin Arnfelt reddes i sidste øjeblik fra et selvmordsforsøg. Hun er ung og køn psykologistuderende, men hun har ikke kunnet skaffe sig en omgangskreds, og hun har i de seneste måneder i stigende grad lukket sig inde med sine egne tanker. Karin blev som ni-årig adopteret af et par kærlige, omsorgsfulde mennesker, og dem har hun et godt forhold til – men heller ikke her har hun kunnet engagere sig. På den psykiatriske afdeling står en kyndig psykolog for terapien, hvor Karin kun momentvis spiller med. Hun véd fra sit studium tilstrækkeligt til at kunne gennemskue den skjulte betydning i terapeuternes spørgsmål. Og dermed vige uden om.

Karins problemer hænger sammen med hendes totale amnesi om de første ni år af hendes liv. Hun véd, at hun er født i Sverige, men adoptionen er gennemført uden nogen sagsakter om de biologiske forældre. Hendes hukommelse er slettet, og det blev gjort grundigt med både hjerneoperation, elektrochok og hypnose. For at komme videre rejser Karin så alene til det stort set øde landsbysamfund nord for polarcirklen, som hun stammer fra. Det bliver et uhyggeligt møde, hvor noget begynder at dæmre, men hvor hun længe holder fast i sin (og psykologens) tolkning af traumerne. Den viser sig til sidst at være forkert, og Karin står så med en endnu mere forskrækkende sandhed om sin fortid.

Westenholz kan tegne levende personer, men han undgår ikke, at romanens første halvdel, hvor psykologen søger at trænge ind til Karins hemmeligheder, for meget ligner en klinisk journal. I anden halvdel om den glemte barndoms gerningssted slipper uhyggen løs, men igen nok lidt for kalkuleret efter den psykiatriske lærebog.

Man er under læsningen spændt på, hvad det egentlig drejer sig om, men tilfældet er så specielt, at det ikke rigtigt engagerer. En velmenende bog, måske for fagpsykologer en interessant skildring, men for den gemene læser (i al fald undertegnede) ikke helt værd at bruge kræfter på.