KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Jan Williams: På vildspor. Siesta 2007. 271 sider, 249 kr.

Romanen er i første række et psykologisk portræt af en taber. Tilværelsen har ikke været nem for Allan Bøgestrøm. Han er endnu en yngre mand, men han har nået at samle en række negative erfaringer. Måske derfor går der panik i ham, da Mette omkommer under en weekendtur, som en gruppe venner gennemfører en lun septemberweekend.

Allan var alene med Mette, og han tror, at han vil blive sigtet (og antagelig dømt) for mord. Han lægger derfor en desperat plan: Han vil hænge Mettes voldelige exkæreste op på drab. Ulykken er sket i det vestlige Sønderjylland, og exkæresten bor på Køge-egnen. Opfindsomt får Allan smuglet liget derover, og snedigt konstruerer han en serie falske spor. Resultatet er, at den usympatiske, men totalt uskyldige fyr varetægtsfængsles, allerede da Mette bliver efterlyst. Spændingen ligger så i, om politiet kan gennemskue, hvad der virkelig skete. Der er et par gode spor, som Allan har overset – og kriminalinspektøren i Køge er bestemt ikke tabt bag af en vogn.

De sidste sider i romanen når nervepirrende op i det røde felt. Desværre er det imidlertid ikke overbevisende, at en Allan – selv med mørke punkter i fortiden – vil reagere så psykopatisk, og man må tvivle på, at en mand med hans baggrund kan have fantasi og intelligens til at udføre sin uhyggelige plan så virtuost.

Romanen er et sympatisk forsøg, der ikke lykkes, men indeholder lovende takter.